Madplaner

Madplan uge 3 – en “lettere” udgave

Som en del af en større kostændring, har vi voksne i husholdningen droppet de hurtige kulhydrater som ris, kartofler og pasta til aftensmaden. Derimod så spiser vi langt flere grønsager, der både mætter godt, og passer bedre på taljemålet. Det ville passre meget dårligt til min livsstil, hvis ikke det også blev organiseret i en madplan – hvilket det selvfølgelig også er blevet. Den madplan, vil jeg meget gerne dele med jer.

En del af retterne fremgår også i den almindelige madplan (Som I kan finde ved at trykke lige her: Madplan uge 3 – den almindelige), mens andre er helt nye af hensyn til rettens indhold. Fx er pasta carbonara ikke det samme uden pasta 😉

Jeg forventede egentligt at den samlede pris ville være højere, men det er lykkedes mig at få den samlede pris for alle 7 x aftensmad til at ramme 347 kr, som stadig er under det ugentlige budget på 350 kr, til 2 voksne og 2-3 børn. Også her, er udgangspunktet Rema1000’s tilbud og faste priser. Komplet indkøbsliste og daglige opskrifter følger også med.

Med det sagt, så vil jeg nu skrive et andet bud på en madplan for uge 3, som en “lettere” udgave. Beklager de manglende billeder, men mange af retterne er ikke prøvet før, og det er i sagens natur ikke nemt at tage billeder af noget, der ikke er lavet endnu. 🙂

Mandag: Hasselbach rodfrugter med coleslaw og kyllingedeller. Tilberedning 60 minutter. Kyllingedeller er fryseegnet.
Anvendes – 400 g hakket kyllingekød, 1 æg, 1 finthakket løg, ½ finthakket porre, mel, mælk, salt, peber, tørret basilikum, 1 kg blandede rodfrugter i form af pastinakker og persillerod, 2 pk. færdig coleslaw. Jeg har forsøgt den færdige coleslaw fra Rema1000. Jeg er ret spændt på, om den kan leve op til min egen hjemmelavede coleslaw. Den skal “bare” blandes sammen i en skål, da både gulerødder, hvidkål og dressing medfølger i pakken.
Opskrift:  Tænd ovnen på 180g. alm varme. Skræl rodfrugter, og skær riller halvvejs ned i dem, ligesom hvis det var med kartofler, så tæt på hinanden som muligt, uden at skære dem over. Pensl dem med lidt olie og drys med salt, peber og basilikum, og læg i et ildfast fad. Bag rodfrugterne i ovnen i 45-55 minutter, til de er færdige. Lav en fars af kyllingekød, porre, løg, mel, mælk og 1 æg. Lad hvile i 15 minutter. Form farsen til frikadeller og steg på panden. Bland coleslaw i en skål. Server, når både rodfrugter, frikadeller og salat er klar. Hvis det er nødvendigt med en sovs, kan du enten lave en brun ved at smelte fedtstof i en gryde. Dernæst tilsættes mel til det danner en melbolle. Herefter tilsættes vand og mælk, til den har den ønskede konsistens. Til sidst tilsættes kulør.

Tirsdag: Hønsekødssuppe med kyllingefyld og suppeurter. Tilberedning 1½ time, inkl kogning af  kylling. Fryseegnet, men den er bedst dagen efter.
Anvendes – 1 kylling, 1 ps. suppeurter fra frost, 3-4 bouillonterninger (grønsag eller høns), salt, peber.
Opskrift: Find en stor suppegryde frem, og læg den optøede kylling i gryden. Dæk med rigeligt vand, i hvert fald 3 liter. Krydr med rigeligt salt, peber og 3-4 bouillonterninger. Lad den koge i minimum 1 time. Fjern kyllingekød og skrog fra suppen. Sæt kødet til afkøling, så den kan er kold nok til at blive pillet, det skal bruges senere. Tilsæt den frosne pose suppeurter. Kog op, og smag til med salt og peber. Når kyllingen er kold nok til at pille, piller du halvdelen skroget. Halvdelen af kødet tilsætter du suppen igen, og den koges op og smages til. Den anden halvdel lægger du i fryseren til senere på ugen. Server, når suppen smager helt rigtigt.

Onsdag: Skinkestykker i karrysovs med kogte gulerødder og blomkål. Tilberedning 35 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 400 g skinkestykker i tern, lidt fedtstof, ½ porre i ringe, 1 finthakket løg, 1/4 finthakket spidskål, 150 g ærter, 1 peberfrugt i tern, karry, vand, mel, 1 blomkål i mindre buketter, 1 kg gulerødder. Salt, peber og karry.
Opskrift: Skræl gulerødder og skær i mindre stykker. Kog i letsaltet vand, sammen med blomkålsbuketterne. Find en gryde frem, og varm lidt fedtstof op. Steg skinkestykkerne i fedtstoffet, til de har fået farve på alle sider og næsten gennemstegte. Tilsæt krydderier, så de kan svitses af. Tilsæt porre og løg, og steg dem bløde. Tilsæt resten af grønsagerne, og steg også dem godt af. Hæld lidt vand ved, og kog det op. Smag til med krydderier. Når gulerødder og blomkål er næsten færdigkogt, vurderer du om sovsen skal jævnes. Skal den det, gøres det ved at ryste mel og vand sammen i en meljævner, og tilsætte sovsen. Jævnes den, er det vigtigt at koge den godt igennem, inden servering. for at sikre der ikke er klumper i sovsen. Når sovs og grøntsager er færdige, kan der serveres.

Torsdag: Kikærter i tomatsovs med mos. Tilberedning 35 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 2 ds kikærter, 1-2 dåser Heinz tomatsuppe, 1-2 finthakket løg, 1 tsk salt, 1 tsk peber, 1 tsk oregano, 1 tsk sukker, 500 g gulerødder, 1½ kg knoldselleri. Hvis sovsen ønskes krydret, kan tilsættes ½-1 tsk tørret chili.
Opskrift: Skræl og rens både gulerødder og knoldselleri. Kog i usaltet vand, da det binder væske. Åbn dåserne med kikærter, hæld ærterne i en si eller et dørslag, og skyl dem. Lad dem dryppe godt af. Steg løgene bløde i lidt fedtstof i en stor gryde, sammen med krydderier. Tilsæt 1 ds Heinz tomatsuppe, og én mere hvis du skønner det er nødvendigt. Det er en suppe, men den er hammergod til enten tomatsovs, i en lasagne eller koteletter i fad. Tilsæt de to dåser kikærter til sovsen, og rør godt rundt. Lad sovsen simre, mens grøntsagerne koger færdige. Når de er kogt, moses de til en lækker mos, krydret med salt og peber, og med lidt mælk hvis det er nødvendigt. Smag sovsen til med krydderier,  og der kan serveres.

Fredag: Grøntsagsgratin med skinke. Tilberedning 1 time og 30 minutter. Ikke fryseegnet.
Anvendes – 1 ps broccoliblanding fra frost, 1½ porre i ringe, 2 pk skinke i strimler, 250 g gulerødder i mundrette bidder, 4 æg, delt i æggeblomme og æggehvide, 75 g mel, 2 dl mælk, 1½ dl vand fra grønsagerne, 30 g smør, rasp, salt, peber. Lidt fedtstof til at smøre med.
Opskrift: Kog grønsagerne i letsaltet vand. Når det er kogt, sies vandet fra, og 1½ dl gemmes. Stil grønsagerne på køl. Tænd ovnen på 180g, alm. varme. Smør et ovnfast fad med høje sider med lidt fedtstof. Gratinen vokser i ovnen, så det er vigtigt, den har høje sider. Drys rasp i fadet, og så godt op af siderne som du kan. Find en gryde frem, og varm mælken op ved svag-middel varme. Rør melet ud i den lune mælk, til der ikke er flere klumper i blandingen. Tilsæt vandet fra grønsagerne og kog det op, mens du bliver ved med at røre i det. Tilsæt smør, og rør videre, til det er smeltet. Når det er smeltet, kan gryden tages fra varmen. Krydr med salt og peber. Rør æggeblommerne i gryden, så vidt muligt én ad gangen. Lad det stå lidt, mens du pisker æggehviderne til de er helt stive. Så vender du først grønsager og så skinke ned i gryden. Til sidst, vender du forsigtigt æggehviderne ned i gryden. Hæld nu massen ned i det ildfaste fad, Hvis det fylder mere end 3/4 af faddet, skal du bruge to fade, da gratinen vokser ret meget i ovnen. Stil det ind i ovnen, på nederste rille i 50-60 minutter, eller til gratinen er færdigbagt. Det mærker du ved at stikke en lille kniv i midten. Er den fast, er den færdig. Serveres direkte fra ovnen.

Lørdag: Spidskålssalat med kyllingestykker. Tilberedning 30 minutter. Ikke fryseegnet.
Anvendes – 3/4 spidskål, 350 g ærter fra frost, 1 bundt radiser i skiver, 1 bdt dild, 1 peberfrugt i tern, dressing, resten af kyllingen fra suppen.
Opskrift: Snit og skær alle grønsager i mundrette stykker, det samme med kyllingestykkerne. Bland alle grønsager, kylling, dressing og dild i en stor skål og server.

Søndag: Wok med skinkestykker og rød pesto. Tilberedning 30 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 400 g skinkekød i tern, resterende grønt fra ugens løb, fx gulerødder, peberfrugt, porre, løg. Derudover en wokblanding fra frost og et glas med rød pesto. Salt, peber.
Opskrift: Snit og skær alle grønsager i passende stykker. Varm lidt fedtstof op i wokken. Gennemsteg skinketernene i wokken, sammen med krydderier. Tilsæt først alle de friske grønsager og lad dem stege med i ca 5 minutter, inden du også tilsætter de frosne grønsager. Steg videre, til alle grønsager er stegt. Herefter rører du et glas med rød pesto i blandingen, og smager til med salt og peber. Jeg har ikke forsøgt mig med pesto i wokken før, men tænker da det fungerer fint. Server, når det er varmet godt op.

Indkøbsliste:
Kolonial:
Dressing med krydderurter – 8 kr
Kikærter, 2 ds – 14 kr
Heinz tomatsuppe, 2 ds – 10 kr
Rasp – 4 kr
Pesto, rød – 7,5 kr

Kølevarer:
Æg, 10 stk – 20 kr
Hakket kyllingekød, 400 g – 20 kr
Mælk, 1 l – 7,5 kr
Kylling, hel, frost – 30,5 kr
Skinkestykker i tern, 2 pk á 400 g – 40 kr
Skinke i strimler, 2 pk – 19 kr

Grønt:
Pastinakker og persillerod, 1 kg vej-selv – 10 kr
Coleslaw, 2 pakker færdige – 20 kr
Løg, 1 kg – 6 kr
Suppeurter, 1 ps frost – 8 kr
Spidskål – 13 kr
Radiser – 6 kr
Ærter, frost – 8 kr
Pebermix – 16 kr
Dild – 7 kr
Selleri, 1½ kg vej-selv – 15 kr
Gulerødder, 2 kg – 14 kr
Blomkål – 15 kr
Porrer, 3 stk – 9 kr
Broccoliblanding, frost – 10 kr
Wokblanding, frost – 9,5 kr

Samlet pris: 347 kr

Det er det andet bud, på en lettere udgave og variant af en madplan. Jeg glæder mig til 80’ertraditionen holdes i hævd med en lækker gratin. 😀

Jeg skynder mig at lægge den ud, så I kan få handlet ind til den. Jeg håber I kan bruge inspirationen. Mvh. Mette K

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar