Madplaner

Madplan uge 2 – Alt til 5 personer for 347 kr

Det nye år er nu kommet rigtigt i gang. Jeg er officielt gået i gang med det afsluttende speciale, og det bliver så spændende. Jeg glæder mig til at gå i gang med både forskning og teori, og kombinere det. Bare rolig, I skal nok komme til at høre mere om det i løbet af foråret.

Igen i denne uge, er der både en let og en almindelig udgave af madplanen. Den lette er egentligt bare varianter over den almindelige, uden hurtige kulhydrater – og med masser af gode grønsager i stedet. Den lette udgave kan I se, ved at trykke her: Madplan uge 2 – en “lettere” udgave

Jeg har været på oplevelse i Nettos reklameavis denne uge, og den samlede pris for 7 x aftensmad til 2 voksne og 2-3 børn ender på 347 kr. 

Jeg har bevæget mig lidt uden for det danske køkken i flere af retterne, og søgt bl.a. mod øst. Jeg er spændt på mine pigers reaktion på fx. nudelsuppen og squash-pastablandingen. Det er dét, jeg elsker ved at skrive og følge en madplan. Jeg var ikke kommet frem til en nudelsuppe kl. 17.00, det var blevet noget nemt og hurtigt. Hvilket I sikkert kan nikke genkendende til.
Madplanen for den kommende uge lyder således:

Mandag: Indisk curry med løse ris. Tilberedning 35 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 2 ds kikærter, 1 finthakket løg, 3 spsk. karry, 2 ds hakkede tomater, 1 ds kokosmælk, 500 g gulerødder i grove tern, 1 bouillonterning (helst grønsag, men andre kan bruges), 1 kg ris, lidt fedtstof. Salt og peber efter smag.
Opskrift: Steg løgene gyldne ved middel varme i fedtstoffet i en gryde. Tilsæt krydderier, og lad karryen svitse godt af. Hæld kikærter, kokosmælk, hakkede tomater, gulerødder og bouillon ned til. Læg låg på og lad simre i ca. 25 minutter. Imens koges risen. Når risen er færdigkogt, serveres det sammen med den indiske curry. Gem det halve af risen til onsdagens kantonesiske ris.

Tirsdag: Shrek-frikadeller med kartofler, brun sovs og lun broccolisalat. Tilberedning 40 minutter. Frikadellerne er fryseegnet, men også oplagt til frokost.
Anvendes – 400 g hakket svinekød, 1½ kg kartofler, 150 g ærter, optøet fra frost, 1 æg, mel, mælk, salt, peber, kulør. 1 broccoli i buketter inkl. stok, 2 løg i strimler, soya.
Opskrift: Blancher broccolibuketterne i lidt vand i 2-3 minutter. (Blancher betyder kort opkog). Når den tid er gået, sier du hurtigt vandet fra og hælder koldt vand over broccolien. Mos ærterne med en gaffel. Lav en fars af svinekød, løg, mel, mælk og 1 æg. Rør ærtemosen i, så farsen bliver grønlig og dermed til shrek-frikadeller. Lad hvile i 15 minutter. Skræl og kog kartoflerne i letsaltet vand.  Varm en pande godt op, og steg løg bløde i lidt soya. Når de er bløde, hældes den nu blancherede broccoli sammen med løgene på panden, og varmes godt op sammen. Til sidst laves den brune sovs ved at ved at smelte fedtstof i en gryde. Dernæst tilsættes mel til det danner en melbolle. Herefter tilsættes vand, til den har den ønskede konsistens. Til sidst tilsættes kulør. Når alt er klart, og broccolien igen er varm, serveres retten.

Onsdag: Kantonesisk risret. Tilberedning ca. 20 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 5 æg, 1/3 hvidkål i strimler, resten af risen fra mandag, ½ ps ærter, 1 pk skinke i strimler, 1 peberfrugt i strimler, 1-2 løg i tern, 200 g champignon i skiver. Salt, peber, tørret chili.
Opskrift: Rør æggene sammen med salt og peber. Steg på en pande til tynd omelet. Læg omeletten over på et skærebræt, og skær i strimler. Steg alle grønsagerne i en wok eller pande med høje sider, sammen med skinke og krydderier. Når det er stegt, tilsættes risene fra torsdag, og det varmes godt igennem. Læg æggestrimlerne i retten, rør godt sammen, og server.

Torsdag: Spaghetti med cremet grønsagssovs og en ovnstegt kylling. Tilberedning 1 time og 15 minutter. Kyllingen er fryseegnet.
Anvendes – 1 hel kylling, optøet fra frost, 500 g spaghetti, 2/3 squash i skiver, 1 porre i ringe, 1 løg i tern, 1-1½ dl mælk, tørret timian, salt, peber, lidt fedtstof, resten af ærterne.
Opskrift: Tænd ovnen på 180g. alm varme. Rengør den hele kylling, og krydr med salt, peber og tørret timian. Læg i et ildfast fad, og hæld lidt vand ved. Sæt kyllingen i den varme ovn, lad stege i 60 minutter, til den er gennemstegt. Halver squash skiverne. Find en pande med høje sider og varm fedtstoffet i den. Sauter squashen i fedtstoffet et par minutter, inden de resterende grønsager tilsættes og svitses med i ca 5 minutter. Herefter varmes den godt op, og mælken hældes ved. Vurder selv, om det skal være 1 eller 1½ dl mælk. Varm op under oprøring. Imens koges spaghettien. Når spaghettien er kogt, hældes spaghetti og den cremede grøntsagssovs sammen. og server, når også kyllingen er parat.

Fredag: Pitabrød med krydret oksekød og grønt. Tilberedning 20 minutter. Ikke fryseegnet.
Anvendes – 400 g hakket oksekød, 1 ds tomatpuré, tørret chili, salt, peber, tørret timian, lidt fedtstof. 1/4 hvidkål i tynde strimler, 300 g champignon, 1 finthakket løg, 400 g tomater, 1 peberfrugt i strimler, 500 g revne gulerødder, 2 pk pitabrød á 6 stk.
Opskrift: Varm lidt fedtstof op i en pande. Steg oksekødet i panden, og tilsæt tomatpuré og hakket løg. Smag til med tørret chili, salt, peber og tørret timian, så der kommer godt med smag til oksekødet. Snit og anret alle grønsagerne i forskellige skåle. Sæt ovnen på 150g alm. varme, og lun pitabrødene i ovnen. Når pita og oksekød er klar, kan der serveres.

Lørdag: Kalkunlår med rodfrugter i ovnen. Tilberedning 1 time og 15 minutter. Fryseegnet. Jeg har ikke selv forsøgt denne ret endnu, og satser på at 900-1100 g kalkunlår er rigeligt til os alle.
Anvendes – 1 pk kalkunlår, 1½ kg rodfrugtmix, 1½ porre i ringe, 500 g kartofler, salt, peber.
Opskrift:  Sæt ovnen på 180 g, alm. varme. Rengør lårene, krydr med salt og peber, og læg i et ildfast fad. Sæt i den varme ovn i 50-60 minutter, eller til de er gennemstegt. Skræl eller rengør alle grønsager, skær i passende størrelse og læg i et stort ildfast fad. Krydr med salt og peber, og sæt også i ovnen i 45-60 minutter, så de har bid – men ikke er for bløde. Server, når både kalkun og grønsager er klar.

Søndag: Spicy nudelsuppe med grønsager. Tilberedning. Fryseegnet.
Anvendes – 250 g nudler, 500 g revne gulerødder, 2-3 finthakkede løg, 1 peberfrugt i tern, 2 ds tomatpuré, soyasovs, 1 spsk. olie, 1½-2 l vand, 2 bouillonterninger (kylling eller grønsag), resten af hvidkål i korte, tynde strimler, resten af squash i tern, 1 porre i ringe, salt, peber, tørret chili.
Opskrift: Kog nudlerne i letsaltet vand, hæld vandet fra og læg nudlerne op på et skærebræt. Her skærer du dem i halve eller kvarte, så de er mindre. Find en stor gryde frem, og svits løg, squash, peberfrugt, gulerødder og hvidkål i 5-7 minutter. Tilsæt vand, bouillon, tomatpure, soyasovs og krydderier efter smag. Kog op og lad simre i 10-15 minutter, mens grønsagerne mørnes. Læg nudlerne i igen og varm dem om i et par minutter. Server suppen rygende varm.

Indkøbsliste:
Kolonial:
Ris, 1 kg – 8 kr
Nudler, 250 g – 5 kr
Tomatpuré, 3 ds – 7,5 kr
Spaghetti, 500 g – 4 kr
Kokosmælk – 9 kr
Kikærter, 2 ds – 24 kr
Pitabrød, 2 pk – 12 kr
Hakket tomater, 2 pk – 4 kr

Kølevarer:
Mælk, 1 l – 7,5 kr
Kylling, hel på frost – 30,5 kr
Hakket oksekød, 400 g – 20 kr
Hakket svinekød, 400 g – 20 kr
Kalkunlår, 900-1100 g – 35 kr
Æg, 10 stk – 14 kr
Skinke i strimler – 12 kr

Grønsager:
Gulerødder, 1½ kg – 10,5 kr
Ærter, frost – 11 kr
Pebermix – 16 kr
Squash – 6 kr
Porrer – 12 kr
Broccoli – 6 kr
Kartofler, 2 kg – 15 kr
Løg, 1½ kg – 9 kr
Rodfrugtmix, 1½ kg – 15 kr
Hvidkål – 12 kr
Champignon, 500 g – 13 kr
Tomater, 500 g – 8 kr

Samlet pris: 347 kr

Det er det ene bud på en madplan, jeg kommer med. Der er masser af grønsager, smag og variation. Jeg skynder mig videre til den lette udgave af denne plan.

Vi skrives ved igen, hvis ikke før – så igen næste søndag.

Bon appetit!
Mvh. Mette K

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar