Madplaner

Madplan uge 1 – alt inklusiv til 5 mennesker for 300 kr

2018 er startet,  og det markerer for rigtigt mange et eller flere nytårsforsæt. Personligt har jeg få nytårsforsæt. Jeg skal have en ny tatovering, én med en vendinde, vi sammen har planlagt i hvert fald i et år. Derudover skal jeg være bedre til at tage mig tid til vores venner og familie. Noget, der sikkert vil blive nemmere at klare, når mit specialesemester er vel overstået.
En typisk klassiker er at skulle tabe sig eller ændre kostvaner. Derudover er det også første måned efter en økonomisk dyr og bekostelig december.
Som følge af dette, har jeg i denne uge valgt at lægge to madplaner op. Denne du læser nu, er en traditionel madplan, i en forkortet variant fordi den kun gælder 6 dage. Den anden, er en light-udgave af en madplan, hvor der ikke optræder hurtige kulhydrater, men til gengæld flere grønsager. Den er lidt dyrere, fordi den ikke indeholder det billige og mættende pasta, ris eller brød. Den madplan kan du se her: En letter madplan – uden kulhydrater, med masser af grønt

Her i den første uge, er der handlet ind efter Lidl’s priser og tilbud, og den samlede pris for 2 voksne og 2-3 børn, ender på 344,5 – alt inklusiv til 6 x aftensmad. Daglige opskrifter og komplet indkøbsliste er som altid vedlagt sidst i indlægget. Plan lyder som følger:

Tirsdag: Pasta bolognese med grønne bønner. Tilberedning ca 35 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 500 g pasta, 400 g hakket oksekød, lidt fedtstof til stegning, 1 ds hakkede tomater, 1-2 finthakkede rødløg, 300 g hakkede champignon, 2 peberfrugt i tern, vand efter behov, ½ ds majs, 1 ps grønne bønner (frossen), salt, peber, tørret timian og tørret basilikum. Evt. mel til en meljævning.
Opskrift: Steg løgene bløde i en stor gryde, sammen med krydderier. De må ikke tage for meget farve. Tilsæt kødet, og brun det til det er gennemstegt. Tilsæt champignon, majs og peberfrugt og varm det godt igennem. Tilsæt hakkede tomater og vand. Lad det småsimre. Kog pastaen og bønnerne i letsaltet vand, i hver sin gryde. Skal sovsen jævnes, gøres det når pasta og grønsager er kogt færdig. Den jævnes ved at ryste mel og vand sammen i en meljævner, og tilsætte sovsen. Jævnes den, er det vigtigt at koge den godt igennem, inden servering. for at sikre der ikke er klumper i sovsen. Når sovs, pasta og grønsager er færdig, serveres det.

Onsdag: Rodfrugtsfad med frikadeller. Tiberedning1 time og 15 minutter. Jeg vil tro, det er fryseegnet, men er ikke prøvet.
Anvendes – 1½ kg kartofler, 1 kg gulerødder,  2 løg i tynde strimler, 1 ps revet ost, 1 bæger creme fraiche, salt, peber og tørret rosmarin og oregano. 500 g hakket svinekød, mælk, mel, 1 æg, 1 løg i tern, salt og peber.
Opskrift: Tænd ovnen på 180 g. Skræl og skær kartofler og gulerødder i terninger, og lad dem koge op i ca. 10 minutter. Der skal stadig være et bid i ternene. Bland en fars af hakket svinekød, løg i tern, lidt mel, 1 æg, lidt mælk, salt og peber. Lad hvile i 10 minutter. Blødgør løgene på en varm pande, så de er gyldne, men ikke har taget for meget farve. Bland den revne ost i creme fraichen. Læg de kogte rodfrugter og løgene i et ildfast fad, drys med krydderier, fyld creme fraiche og ost ovenpå, og stil i ovnen i 20-30 minutter, til osten er gratineret. Imens, former du frikadellefarsen til frikadeller på panden og steger dem på begge sider, til de er gennemstegte. Når både frikadeller og rodfrugtsfad er færdigt, serveres retten.

Torsdag: Cremet græskarsuppe. Tilberedning ca 40 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 1 hokkaido i tern, 2½ porre i skiver, 500 g gulerødder i tern, 1½ vand, 2 bouillonterninger (grønsag eller kylling), ½ l mælk, salt, peber og oregano. Lidt fedtstof til stegning.
Opskrift: Varm fedtstof op i en stor gryde. Steg porrerne bløde. Tilsæt gulerødder og hokkaido, og lad det simre i max 5 minutter. Herefter tilsættes de resterende ingredienser, inklusiv krydderier, og det koges op under omrøring. Lad simre ved svag varme i 20-25 minutter. Blend herefter suppen med en stavblender, eller mos det så godt som muligt med en kartoffelmoser. Server suppen rygende varm.


Fredag: 
Pasta med pesto, svinekød og grønt. Tilberedning 35 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 500 g pasta, 1 glas færdig pesto, 500 g kotelet i tynde strimler, 1/3 hvidkål i tynde strimler, 1-2 løg i strimler, 1 peberfrugt i 200 g champignon i skiver, salt, peber, oregano.
Opskrift: Sauter svinekødi en dyb pande, til det er gennemstegt. Tilsæt løg, hvidkål, peberfrugt, champignon og krydderier og steg det hele mørt. Kog pastaen i letsaltet vand i en gryde der er stor nok til at kunne indeholde det hele.  Når pastaen er kogt og grønsagerne stegt møre, drænes vandet fra pastaen. Derefter blandes pasta, pesto, grønt og kylling i gryden, og det røres godt sammen. Smag til med salt og peber og server. (Billedet er fra en tidligere portion, med andre grønsager – men det giver en idé om det endelige resultat.)


Lørdag: Italiensk grønsagsfad med skinke, ost og ris. Tilberedning 30 minutter. Ikke fryseegnet.
Anvendes – 1 squash i skiver á ca. ½ cm, ½ porre i tynde skiver, 500 g tomater i skiver, 1 rødløg, 250 g schwarzwalder skinke, 250 g mozzarella ost. Salt, peber og tørret timian. (Af hensyn til mine børn, også 500 g ris til).
Opskrift:  For en mere uddybende vejledning inkl. billeder, kan du læse med her: italiensk grønsagsfad med skinke og mozzarella
Ellers er her en forkortet version af opskriften. Rist squash på en pande, ca. 2 minutter på hver side, så de lige får farve. Tænd ovnen på 180g, alm. varme. Læg grønsager, ost og skinke i et ildfast fad i lag. Så længe der afsluttes med et lag ost øverst, er det helt op til egen lyst og smag i hvilken rækkefølge du lægger det. Drys med krydderier. Sæt i ovnen i 15-20 minutter, eller til grønsagerne har bid, uden at være alt for bløde. Af hensyn til mine børn, serverer jeg med 500 g ris.

Søndag: Wokret med svinekød i kokos-karry og med løse ris. Tilberedning ca. 35 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 500 g kotelet i tynde strimler, alle de resterende grønsager fra ugens løb, fx gulerødder, løg og hvidkål. 1 ds kokosmælk. Karry, salt og peber.
Opskrift: Skær og snit alle grønsager i mundrette stykker. Varm fedtstof op i en wok, og svits karry, salt og peber af. Læg kødet ned og steg dem, til det er gennemstegt. Tilsæt derefter alle friske grønsager og varm godt op, til grønsagerne er stegt. Tilsæt derefter kokosmælk fra dåse og varm godt igennem igen. Smag til med salt, peber og karry, og server rygende varm.

Indkøbsliste:
Kolonial:
Pasta, 1 kg – 9 kr
Hakkede tomater, 1 ds – 4 kr
Pesto, 1 glas færdig – 11 kr
Ris, 1 kg – 8 kr
Kokosmælk, 1 ds – 9 kr
Majs, 1 ds – 5 kr

Kølevarer:
Æg, 8 stk – 12 kr
Hakket svinekød, 500 g max 10% – 21 kr
Revet ost, 1 ps – 11 kr
Mælk, 1 l – 7,5 kr
Creme fraiche – 10 kr
Kotelet, 1 kg – 50 kr (Deles op i to pakker á 500 g, inden det lægges i fryseren)
Mozzarella, 2 ps – 11 kr
Schwarzwälder skinker, 250 g – 20 kr
Hakket oksekød, 400 g – 25 kr

Grønt:
Hokkaido – 15 kr
Porrer, 3 stk – 12 kr
Gulerødder, 2 kg – 14 kr
Rødløg, 1 kg – 8 kr
Champignon, 500 g – 13 kr
Pebermix – 16 kr
Kartofler, 2 kg – 15 kr
Grønne bønner, frost – 10 kr
Squash – 6 kr
Hvidkål – 10 kr
Tomater, 500 g – 10 kr

Samlet pris: 299,5 kr
EDIT: Efter at have lagt den ud, ser jeg at jeg har lavet en graverende fejl. Jeg har simpelthen glemt at skrive to vitale ingredienser på, som påvirker prisen ret bekosteligt. Det beklager jeg selvfølgelig, så prisen ender ikke på 299,5 – men derimod på 344,5 kr.
Det beklager jeg selvfølgelig, men håber at prisen alligevel ikke afskrækker nogen fra denne uge. Det går så blot ind under det faste ugebudget på 350 kr. Tak, til Jeanette for at gøre mig opmærksom på det.

Det er det ene bud på en madplan, den helt typiske og traditionelle I efterhånden kender så godt. Jeg håber jeres 2018 bliver et fantastisk år, hvor der er gode oplevelser og store glæder i vente.

Fantastiske nytårshilsner til jer alle!
Mvh. Mette K

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar