Madplaner

Madplan uge 50

Efter sidste weekends madplanspause, er jeg tilbage igen. Mundtlig eksamen overstået, og jeg venter nu kun svar på de skriftlige. Der er dømt (næsten) juleferie – og det er tiltrængt! Efter nytåret venter min specialeopgave, inden kandidaten er i hus. Det er ret vildt, både at der allerede er gået 1½ år siden jeg startede på studiet, og at der kun er 6 måneder tilbage til jeg er færdiguddannet.

Men – når nu det (næsten) er juleferie, er der jo tid til at skrive madplan igen, og det har jeg selvfølgelig gjort.

Jeg har skrevet madplan ud fra Rema1000’s madplan og faste priser, og den samlede pris ender på 344 kr og dækker som altid 7xaftensmad til 2 voksne og 2-3 børn. Daglige opskrifter og komplet indkøbsliste følger som altid med.

Mandag: Rodfrugtsmos med millionbøf og agurkesalat. Tilberedning 45 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 3 kg kartofler, 1 kg blandede rodfrugter, lidt fedtstof, 450 g hakket oksekød, 2 løg i tern, max 1 dl mælk, 1 ds hakkede tomater, vand, kulør, salt og peber. Agurkesalat.
Opskrift: Skræl og kog kartofler og rodfrugter i usaltet vand. Det skal være i hver sin gryde, da ½ af kartoflerne skal gemmes til tirsdag. Steg løg gyldne ved middelvarme i en gryde. Tilsæt kødet, og steg igennem. Tilsæt krydderier, salt og tomat, og kog op. Tilsæt vand, til der er sovs nok til at du kan gemme minimum 1/3 i fryseren til senere på ugen. Lad sovsen simre, mens du moser ½ af kartoflerne og alle rodfrugter, sammen med lidt fedtstof, mælk, salt og peber. Når mosen er færdig, ser du til sovsen. Er det nødvendigt, jævner du sovsen med en meljævning, ved at ryste mel og vand sammen i en meljævner og tilsæt sovsen, til den er tyknet. Tilføj kulør til sovsen, og lad den koge i 3-4 minutter. Smag til med salt og peber. Når både sovs og mos er færdig, serveres det sammen med agurkesalat. Husk at fjerne minimum 1/3 af sovsen til senere.

Tirsdag: Kartoffelmos-klatkager med schwarzwalderskinke og grønt. Tilberedning 30 minutter. Ikke fryseegnet.
1½ kg kolde, kogte kartofler fra mandag, 1 hjertesalat i strimler, 1 ps revet ost, 3 tomater i skiver, 2 pk schwarzwalder-skinke, 1 agurk i skiver.
Opskrift: En udvidet udgave af opskriften kan ses ved at trykke her:  Ellers kommer en kortere variant her: Mos de kolde kartofler fra mandag i skål, sammen med den revne ost. Steg mosen på en pande, i små klatkager. Vær forsigtig når du vender dem. Klatkagerne toppes i denne uge med agurk, skivede tomater, skinke og salat.

Onsdag: Kyllingelår med ris, løgsovs og “KøkkenMettes gulerødder”. Tilberedning  1 time og 15 minutter. Vil tro det er fryseegnet.
Anvendes – 1 pk kyllingelår, optøet fra frost, 1 kg gulerødder, 500 g ris, 2-3 finthakkede løg, 1 bouillonterning, ½ dl vand, mælk, mel, lidt fedtstof, salt, peber, tørret basilikum.
Opskrift: Tænd ovnen på 180g. alm varme. Rengør lårene, og krydr med salt, peber og tørret basilikum. Sæt dem i den varme ovn, lad dem stege i 45-60 minutter, til de er gennemstegt. For en længere forklaring af “KøkkenMettes gulerødder”, kan du læse med i min julekalender (eller trykke lige HER:). Ellers er her en kortere gennemgang. Skræl og skær gulerødderne i så tynde ringe som muligt, gerne på mandolinjern eller i foodprocessor. Smør endnu et ildfast fad med fedtstof og læg salt, peber og basilikum i bunden. Læg gulerødderne i fadet lidt ad gangen, og tilsæt krydderier jævnligt undervejs. Til slut tilsættes 3-4 klatter smør/andet fedtstof rundt, fordelt over gulerødderne, og de kommes i ovnen, når kyllingen mangler 20-25 minutter. De 20-25 minutter er god tid til resten. Kog risen i letsaltet vand. Løgsovsen tilberedes ved at stege løg gyldne i en gryde. Tilsæt bouillonterning og ½ dl vand, og lad det simre op i 10-15 minutter. Tilsæt 1-1½ dl mælk til sovsen, og lad simre op igen. Hvis det er nødvendigt kan den jævnes, på samme måde som du gjorde ved millionbøffen. Server, når både ris, kylling, gulerødder og sovs er færdig.

Torsdag: Æggekage med skinke, tomater og rugbrød. Tilberedning ca 50 minutter. Ikke fryseegnet.
Anvendes – 9 æg, 1 pk rugbrød, 1 pk skinke i strimler, 1 peberfrugt i tern, 1/4 hvidkål i fine strimler, 1 finthakket løg, 125 g champignon i skiver, 3 tomater i skiver, 7,5 dl mælk, 1 tsk bagepulver, 5 spsk. hvedemel.
Opskrift: Mel piskes ud med mælken og de hele æg tilsættes, sammen med skinke, kål, løg, peberfrugt og champignon. Smør et stort ildfast fad med lidt fedtstof. Det skal være højt, da æggekagen vokser i ovnen. Æggemassen hældes i, og fadet kommes i ovnen ved 200 g. i alm. ovn. Fadet sættes i ovnen 30-40 minutter ved 200g. Du kan mærke med en kniv, om den er fast i centrum, når den er færdig. Server med tomatskiver og rugbrødsskiver.

Fredag: Sloppy Joes med diverse grønt. Tilberedning ca 20  minutter. Ikke fryseegnet.
Anvendes – resten af kødsovsen fra mandag, 2 ps. boller, 1 agurk i skiver, 1 hjertesalat i skiver, 3 tomater i skiver, 1 ps revet ost.
Opskrift: Sloppy Joes er en variation af en burger, med kødsovs i stedet for en bøf. Det er derfor en ganske simpel opskrift, hvor en rest kødsovs varmes op i en gryde. Herefter skal bollerne lunes, fyldes med en smule sovs, agurk, tomater, salat, revet ost, og derefter serveres.

Lørdag: Indbagt svinefilet med ris og citronkål. Tilberedning 45 minutter. Enkelte elementer er fryseegnet. Jeg har kun prøvet opskriften med svinemørbrad, men tænker det smager lige så godt med svinefilet. Svinefilet minder en del om mørbrad.
Anvendes – 1 svinefilet, 1 pk butterdej, 1 æg, ½ hvidkål i tynde strimler, 500 g ris, mel, salt, peber, saften fra ½ citron.
Opskrift: Tag pakken med butterdej ud af køleskabet 10-30 minutter før du går i gang med maden. Tænd ovnen på 200g, alm. varme. Brun svinefilet på en pande på alle sider. Pisk ægget let sammen i et krus, og smør butterdejen let med æg. Pak svinefilet godt ind i butterdejen, og drys med salt og peber. Det er vigtigt at du pakker den godt ind, og at der ikke er huller i dejen. Læg butterdejspakken på en bageplade med bagepapir, smør det sidste af den sammenpiskede æg på, og stil i ovnen 25-30 minutter. Kog risen i letsaltet vand. Lidt før svinefilet er færdig, går du i gang med citronkålen. Varm en pande med høje sider godt op, og svits kålen, krydret med salt og peber. Først mør i lidt fedtstof, derefter færdig i citronkål. Sauter kålen, til den er blød, men stadig har bid. Der er ofte en del væde ved citronkålen, men er det nødvendigt med en sovs, kan du bruge resten af fedtstoffet fra den stegte svinefilet til en hvid sovs. Det gør du ved at  tilsætte mel i panden, og røre til det danner en melbolle. Herefter tilsættes vand, til den har den ønskede konsistens. Server, når alle elementer er klar og smagt til.

Søndag: Minestronesuppe med de resterende boller fra Sloppy Joes. Tilberedning
Anvendes – 2 l vand, 3 bouillonterninger, 1 ds hakkede tomater, 1 ds tomatpuré, basilikum, salt, peber, de resterende grønsager fra ugens løb, fx gulerødder, peberfrugt, tomater, hvidkål, løg, champignon, 1 ps suppehorn.
Opskrift: Alle grønsager snittes/skæres i mundrette bidder, og de steges bløde i en suppegryde. Basilikum, salt, peber og de hakkede tomater og puré tilføjes. Når det er stegt, hældes der vand over, og bouillonterninger røres i. Lad det simre, til grønsagerne er kogte – uden at være udkogte. Pasta tilføjes suppen omkring 10 minutter før servering, og koges op i suppen. Lun boller i ovnen. Tilsæt ekstra vand, alt efter hvor meget vand pastaen har suget til sig i kogeprocessen. Smag til med krydderier og server.

Indkøbsseddel:

Kolonial:
Solsikkerugbrød – 6 kr
Agurkesalat – 7 kr
Ris, 1 kg – 8 kr
Suppehorn – 8 kr
Hakkede tomater, 2 ds – 8 kr
Tomatpuré – 2,5 kr
Majs, 1 ds –  4,5 kr
Boller, 2 ps – 20 kr (Kan købes fra torsdag)

Kølevarer:
Æg, 10 stk – 20 kr
Skinke i strimler – 9,5 kr
Hakket oksekød, 450 g – 20 kr
Schwarzwalder skinke, 2 pk – 20 kr
Revet ost, 2 ps – 23 kr
Kyllingelår, frost – 30 kr
Svinefilet – 25 kr
Butterdejspakke – 5 kr
Mælk, 1 l – 7,5 kr

Grønsager:
Tomater, 10 stk. – 15 kr
Løg, 1 kg – 6 kr
Kartofler, 3 kg – 20 kr
Bland-selv rodfrugter, 1 kg – 10 kr
Champignon, 250 g – 10 kr
Hjertesalat – 8 kr
Agurk, 2 stk – 10 kr
Gulerødder, 2 kg – 10 kr
Citron – 5 kr
Hvidkål, vej-selv 1 kg – 10 kr
Pebermix – 16 kr

Samlet pris: 344 kr

Sådan kan en madplan se ud, hvor den ikke kun er varieret og lækker, men også fungerer for en budget-familie. En madplan behøver ikke at være kedelig, selvom den er på budget.

Jeg håber I kunne bruge inspirationen. God 2. søndag i advent til jer alle.
Bon appetit! Mvh. Mette K

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar