Madplaner

Madplan uge 48

Hej alle! Som altid om søndagen, kommer her mit budget-venlige bud på en madplan for den travle budget-familie. Ofte kommer jeg først med en indledende kommentar, men grundet eksamen, gør jeg det ikke i denne uge. Derfor går jeg direkte videre til de nærmere infos for den kommende uge. I den forbindelse skal jeg også minde om, at jeg ikke lægger en madplan for næste søndag, igen grundet eksamen. Der er dog rigeligt med andre madplaner at gå ud fra, så I selv kan finde inspiration til den kommende uge.

Den samlede pris for den kommende uge er 340 kr, og der er handlet ind efter Rema1000’s tilbud og faste priser. Det dækker som altid 7 x aftensmad til 2 voksne og 2-3 børn, hvor daglige opskrifter og komplet indkøbsliste er en selvfølge.

Mandag: Frikadeller med stuvet hvidkål og agurk til ungerne. Tilberedning 35 minutter. Frikadellerne er fryseegnet, men også gode til madpakke.
Anvendes – 500 g hakket kalv- og svinekød, ½ hvidkål i små strimler, 1 æg, 1 finthakket løg, mel, mælk, salt og peber, 1 agurk, fedtstof til stegning og til sovsen.
Opskrift: Lav en fars af svinekød, løg, mel, mælk og 1 æg. Lad hvile i 15 minutter. Mens det hviler, skrælles kartoflerne og bringes i kog, dækket af vand smagt til med salt. Form farsen til frikadeller og steg på panden. Læg hvidkål i en gryde og dæk med vand tilsat salt, og kog det op i 8-10 minutter. Si kålen fra, og gem vandet til den opbagte sovs. Lav en tilpas stor omgang hvid opbagt sovs, så det kan indeholde alt kålen. Dette gøres ved at smelte fedtstof i en gryde, tilsætte mel til det danner en melbolle. Herefter tilsættes kogevand fra hvidkålen og mælk, til den har den ønskede konsistens. Hæld kålen i og rør godt rundt. Lad småsimre lid. Skær agurken i stave til ungerne ved siden af den stuvede hvidkål.

Tirsdag: Pasta med pølser, grønt og tomat. Tilberedning 25 minutter. Vil tro, den er fryseegnet.
Anvendes – 700 g pølser i skiver, 500 g pasta, ½  squash i tern, 2, løg i tern, 1 grøn peberfrugt i tern, 140 g tomatpuré, 250 g tomat i både, salt, peber, tørret timian.
Opskrift: Steg pølserne i en dyb pande. Tilsæt løg, tomatbåde, peberfrugt, løg, squash, tomatpuré og krydderier og steg det hele mørt. Kog pastaen i letsaltet vand i en gryde der er stor nok til at kunne indeholde det hele.  Når pastaen er kogt og grønsagerne stegt møre, drænes vandet fra pastaen. Derefter blandes pasta, grønt i tomatsovs og pølser i gryden, og det røres godt sammen. Smag til med salt og peber og server.

Onsdag: Fyldt fisk med ris, ovnbagte rodfrugter og hvid sovs. Tilberedning 1 time. Fryseegnet.
Anvendes – 3 pk fisk med rejer, 1 kg blandede rodfrugter, 4 ps ris, mælk, mel, fedtstof, salt, peber.
Opskrift: Tænd ovnen på 180g. Rengør rodfrugter og skær i passende stykker. Vend grønsagerne i olie, salt og peber og læg i et ildfast fad. Sæt i ovnen i 45 minutter, eller til de er færdige. Kog risen i letsaltet vand, i ca. 18 minutter. Steg de fyldte, panerede fisk i fedtstof på panden. Lav en opbagt sovs ved at smelte fedtstof i en gryde og tilsætte mel til det danner en melbolle. Herefter tilsættes vand og mælk, til den har den ønskede konsistens. Når rodfrugterne er bagt færdig, tages de ud af ovnen og serveres med den fyldte fisk, de færdigkogte ris og den hvide sovs.

Torsdag: Kyllingelår med pastasalat. Tilberedning 1 time. Kyllingen er fryseegnet.
Anvendes – 800 g kyllingelår, 500 g pasta, ½ agurk, 1 bdt radiser, 400 g gulerødder, 1 peberfrugt, 250 g tomat, dressing.
Opskrift: Tænd ovnen på 180g. alm varme. Rengør lårene, og krydr med salt, peber og tørret krydderi efter eget valg. Sæt dem i den varme ovn, lad dem stege i 45-60 minutter, til de er gennemstegt. Kog pastaen i letsaltet vand, si vandet fra og stil til køl, mens du forbereder resten af pastasalaten. Skær alle de rå grønsager i passende stykker. Når pastaen er kølet af og kyllingen gennemstegt, blandes pasta og grønsager, sammen med dressing i én skål. Det serveres sammen med kyllingelår.

Fredag: Nudelret med æg, inspireret af min mands rejser til Kina. Tilberedning 30 minutter. Fryseegnet
Anvendes – 250 g nudler, 4 sammenpiskede æg, ½ snittet hvidkål, ½ squash i tern, 600 g gulerødder i tynde stave, 1 peberfrugt i stave,250 g champignon i kvarte, soya, peber og chilisovs.
Opskrift: Svits alle grønsager i en wok eller en dyb pande, smag til med chilisovs og soya. Kog nudlerne i en gryde for sig. Når nudlerne er kogt færdigt, blandes de i wokken. De sammenpiskede æg blandes i wokken, og røres godt rundt, så æggene kan blive stegt. Til sidst smages til med peber, soya-, og chilisovs, og der serveres.

 

Lørdag: Langtidsstegt flæskesteg med kartofler, gulerødder og brun sovsTilberedning 6,5 timer, inkl tilberedning for flæskestegen. Fryseegnet, men lækkert til madpakke. Vi langtidssteger flæskesteg, så bliver det virkeligt lækkert.
Anvendes –  1½ kg flæskesteg, 3 kg kartofler, 1 kg gulerødder, mælk, lidt mel, kulør, salt og peber, 1 tsk sukker. Evt. laurbærblade, men kun hvis I har det i hjemmet. Det er ikke strengt nødvendigt.
Opskrift: Sæt ovnen på 130 g, almindelig varme. Det er vigtigt, det er almindelig varme, varmluft dur ikke til det her. Find svinekammen frem, og vær sikker på alle sværene er skåret ned til kødet. Smør godt ind i salt, ned mellem alle sværene. Så bliver de sprødest. Hvis du vil, er det nu du stikker laurbærblade ned mellem nogle af sværene også. Læg stegen i et fad, og hæld lidt vand i fadet, det er godt til sovsen. Jeg er vokset op med at dryppe lidt kulør i hvert hjørne af faddet. Hvorfor ved jeg ikke, men “plejer” er svært at slippe af med, så det gør jeg stadig. Det er vist nok noget med det binder vandet, og det derfor er nemmere at bruge til sovs. Sæt fadet i ovnen. Tjek den jævnligt, om der er nok vand ved stegen. Lad den stå i ovnen i 6 timer, de sidste 10-15 minutter sætter du ovnen på 225 g grill, og steger sværene sprøde. Hold øje med de ikke bliver sorte!! (Det har jeg prøvet det blev. Det hører jeg for endnu). Skræl og kog kartoflerne i letsaltet vand, de 1½ kg skal bruges i aften, og 1½ kg i morgen aften. Skræl og kog også gulerødderne i letsaltet vand, i en anden gryde. Når stegen har fået 6 timer, tages den ud og stilles til at hvile i 15 minutter, uden at blive dækket til. Mens den gør det, laver du en sovs ved at hælde fedtstof fra stegen i en gryde. Det er dét, der ikke har taget farve af kuløren. Dernæst tilsættes mel til det danner en melbolle. Herefter tilsættes kartoffelvand, til den har den ønskede konsistens. Kulør i sovsen, og kog op igen et par minutter. Smag til med salt, peber og sukker. Skær flæskestegen i skiver, og server sammen med kartofler, sovs og kogte gulerødder. Gem 1/3 af stegen til i morgen.

Søndag: Biksemad  med pølser, flæskesteg, spejlæg og dampet broccoli. Tilberedning 45 minutter, fryseegnet.
Anvendes – resten af flæskesteg og kartofler fra lørdag, 1-2 hakket løg, resten af pølserne fra tirsdag, 10 æg, soya, ketchup, salt, peber, 1 broccoli i buketter, inkl stok.
Opskrift: Skær alle kartofler i tern på ca 4×4 cm, pølser i skiver og flæskesteg i tern på ca 2×2 cm. Blødgør løg i en stor pande. Jeg bruger wokken, det giver mere plads og større stegeflade. Tilsæt kartofler og kød i tern. Lad stege ved svag-middel varme, så de bliver brankede på alle sider. Tilsæt evt. lidt vand, hvis det er ved at brænde på. Hæld ca. 2 cm vand i bunden af en gryde og bring vandet i kog. Hæld broccolistykkerne i og lad det dampe 2-3 min. Vær meget opmærksom, så de stadig holder sit bid. Når biksemaden er ved at være færdig, steges æggene på en varm pande, og serveres sammen med biksemad og broccoli.

Indkøbsliste:
Kolonial:
Pasta, 2 ps – 9 kr
Ris i kogepose – 4,5 kr
Tomatpuré – 2,5 kr
Nudler, 250 g – 5 kr
Dressing med krydderurter – 8 kr

Kølevarer:
Flæskesteg, 1½ kg – 45 kr
Mælk, 1 l – 7,5 kr
Æg, 15 stk – 23,5 kr
Fyldt fisk, 3 pk á 250 g – 30 kr
Hakket kalv og gris, 500 g – 20 kr
Grillpølser, 2 pk á 550 g – 36 kr
Kyllingelår, 2 pk á 400 g – 20 kr

Grønt:
Kartofler, 3 kg – 30 kr
Gulerødder, 2 kg – 14 kr
Broccoli – 8 kr
Rodfrugter, bland selv, 1 kg – 10 kr
Løg, 1 kg – 6 kr
Hvidkål, vej selv, 1 kg – 10 kr
Squash – 6 kr
Pebermix – 12 kr
Tomater, 500 g – 8 kr
Agurk, 2 stk – 10 kr
Champignon, 250 g – 10 kr
Radiser – 5 kr

Samlet pris: 340 kr

Det er mit bud på en billig, sund og varieret madplan, med plads til både mormor-mad og nye retter fra det globale køkken. Fordelen ved juletidens reklamer er flæskestegen, som jævnligt er på tilbud. Det gør det lidt mere lækkert, at være en budget-familie – at vi kan spise så lækker mad, og stadig holde et budget. Jeg synes det er fantastisk!

Vi skrives ved om 14 dage, når jeg er på den anden side af mine eksamener. God søndag til jer alle.

Bon appetit! Mvh. Mette K

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

2 Kommentarer

  • Svar Ditte Skaarup 3. december 2017 at 21:34

    Hejsa.
    Vil bare sige 1000 TAK for at du gider dele din madplan. Jeg er forholdsvis ny på din side, men nu er det blevet en helt fast ting at jeg tager udgangspunkt i din madplan hver uge! Synes det er fantastisk, nemt og lækkert og ikke mindst billigt for en enlig mor på SU.. Du sørger for at vi får lækker varieret mad herhjemme! Virkelig, tak!! Og held og lykke med eksamen!
    Mange hilsner Ditte Skaarup

    • Budget-familien
      Svar Budget-familien 4. december 2017 at 15:35

      Hej Ditte!
      Jeg er virkeligt glad for du kan bruge min side. 😀 Fedt at høre du tager en uddannelse, og at jeg kan være med til at hjælpe dig på vej, rent økonomisk. Det gør det noget værd.
      Tak for din hilsen omkring eksamen – jeg glæder mig til det er overstået..
      Mvh. Mette K

    Skriv en kommentar