Madplaner

Madplan uge 39

Madplaner er bare en fantastisk måde at spare både penge og tid. Det er noget vi får skudt i skoene igen og igen fra diverse økonomer, tv-programmer og andre medier. Det er nemmere for nogen, end det er for andre. Der er nogen, der har det bedst med at tage det én dag ad gangen og lade lysten styre menuen. Andre, som mig, har det bedst med at kunne planlægge en uge ad gangen, ja – eller en hel måned ad gangen. Det giver en ro i hverdagen, at vi ikke skal stå kl 17.00 og tænke “Hvad har jeg så lyst til?” eller at man skal ud at handle ofte, og derved bruge flere penge end man egentligt har lyst til. Der er altså store fordele ved at skrive madplan – som mange efterhånden har fundet ud af.

For andre består udfordringen ikke i at ville skrive en madplan – men hvad der skal være i den madplan! Især, hvis det skal være en madplan på budget. Hér kommer jeg ind i billedet. Jeg har i mange år skrevet en både budget- og familievenlig madplan, som jeg gerne deler med jer. Jeg har fået meget positiv respons på dem, så tænker det er noget der er mange der er glade for. Velkommen på siden – uanset om det er første eller 20. gang du er her!

Sidste uge forsøgte vi os med zombiehjerne, en noget makaber titel på aftensmaden. Det var en blandet succes. Risen med løg og champignon var et stort hit, og absolut ikke sidste gang vi prøver det – næste gang bliver det ikke med ovnbagt selleri. Dét var ikke en udpræget succes. Men sådan er det nogle gange. Vi prøver os frem, og nogle gange er den der – andre gange, er den der ikke. Dette, var klart én af de gange, det ikke var.

Jeg har selvfølgelig også lagt en plan for den kommende uge. Der er handlet ind i Lidl, som har flere rigtigt gode tilbud. Jeg ved, at jeg i hvert fald vil have lidt af deres børnetøj med også, samt nogle af vinbjergsneglene i hvidløg. Vi er helt vilde med snegle i hvidløg herhjemme, selv ungerne. Hvis I tør, er det en god måde at udfordre hinanden lidt. Den samlede pris lander på 339,50 kr, som dækker alle ingredienser til 7xaftensmad, for 2 voksne og 2-3 børn. Daglige opskrifter og komplet indkøbsseddel er en selvfølge.

Husk også at følge med på min side Budget-familien.dk, hvor der vil ligge kommende madplaner og andre tips.

Hvilket bringer os til sidens essentielle formål – den ugentlige madplan:

Mandag: Medister med kartofler, kogte ærter og brun sovs. Tilberedning 45 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 1 kg medister, 1½ kg kartofler, 3/4 af posen med de frosne ærter, fedtstof, mel, kulør, salt og peber.
Opskrift: Kog medisteren i vand i ca. 15 minutter. Tag gryden fra. Skræl og kog kartoflerne i letsaltet vand. Giv medisterpølsen stegeskorpe, ved at stege den på begge sider i lidt fedtstof på en varm pande. Kog ærterne i få minutter i letsaltet vand. Lav en opbagt sovs, ved at smelte fedtstof i en gryde, og mel røres i til en melbolle er dannet. Kogevandet fra kartofler og medister tilsættes under piskning, til den har en sovsekonsistens. Kulør tilsætte, den smages til og koges igennem nogle få minutter.  Når den er stegt, skæres den ud i passende stykker. Server ærterne, kartoflerne og medisterpølsen sammen med den brune sovs.

Tirsdag: Spaghetti med kødsovs. Tilberedning 30 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 300 g hakket oksekød, 500 g spaghetti, 1 ds hakkede tomater, 125 g champignon i skiver, 1 finthakket løg, 500 g revne gulerødder, 1 peberfrugt i tern, 2 pølser i skiver, 2 stængler bladselleri i tern. Salt, peber, tørret timian, tørret basilikum.
Opskrift: Steg løgene bløde i en stor gryde, sammen med krydderier. De må ikke tage for meget farve. Tilsæt oksekødet og pølser og brun til det er gennemstegt. Tilsæt champignon, peberfrugt, gulerødder og bladselleri og varm det godt igennem. Tilsæt hakkede tomater og vand, til der er rigeligt sovs. Kog pastaen i letsaltet vand Skal sovsen jævnes, gøres det når pasta er kogt færdig. Den jævnes ved at ryste mel og vand sammen i en meljævner, og tilsætte sovsen. Jævnes den, er det vigtigt at koge den godt igennem, inden servering. for at sikre der ikke er klumper i sovsen. Når både pasta og kødsovs er færdigt, kan det serveres.

Onsdag: Tyk grønsagssuppe med flutes. Tilberedning 30 minutter. Fryseegnet
Anvendes – 500 g groftrevne kartofler, 1 kg groftrevne gulerødder, 1 peberfrugt i tern, 2 finthakkede løg, ½ hvidkål i strimler, 2 ds hakkede tomater, 2 bouillonterninger, 1 ps flutes. Salt, peber, 2-3 l vand, tørret chili, tørret oregano.
Opskrift: Steg løg bløde i en stor gryde, sammen med krydderier. Tilføj alle grønsager, og steg godt igennem. Tilsæt de to bouillonterninger, og lad det bløde op. Hæld de to dåser hakkede tomater i, sammen med 2-3 l vand. Lad det koge godt op og simre bagefter. Lun flutes i ovnen, og server når det hele er færdigt.

Torsdag: Hotdogs. Tilberedning 15 minutter. Ikke fryseegnet
Anvendes – 2 poser pølser (minus de to fra tirsdagens spaghetti og kødsovs), 1 ps hotdogbrød, ristede løg, agurkesalat, ketchup, remoulade, 1-2 finthakket løg.
Opskrift: Varm pølserne op i varmt vand. De må ikke koge, så sprænger de. Lun  brødene i ovnen. læg agurkesalat, ristede løg og rå løg i hver sin skål og server. Er der pølser til overs, gemmes de til fredag

Fredag: Koteletter i fad med løse ris. Tilbederedning 1 time. Fryseegnet.
Anvendes – 500 g koteletter, 125 g champignon i skiver, 500 g tomater i tern, 500 g ris, 1 ps mexicanske frosne grønsager, salt, peber, tørret chili.
Opskrift: Tænd ovnen på 180g. Steg koteletterne kort på en varm pande, på begge sider, og drys med krydderier. Læg dem i et ildfast fad, og læg de resterende grønsager over koteletterne. Sæt i ovnen i 45 minutter. Når der er ca 20 minutter tilbage af stegetiden, koges risen i letsaltet vand. Når den er kogt, og koteletterne færdige, kan der serveres.

Lørdag: Kalkunsteg med ris, hvidkålssalat og mælkesovs. Tilberedning 1 time. Enkelte elementer er fryseegnet.
Anvendes – kalkunsteg, 500 g ris, 1/4 hvidkål i små strimler, 1 agurk i tern, 4 pærer i tern, 2 bladselleri i tern, olie/eddike til dressing, mælk, mel, fedtstof, salt og peber.
Opskrift: Tænd ovnen på 180g. Læg kalkunstegen i et ildfast fad sammen med vand, og stil den i ovnen i 45-60 minutter, til den er gennemstegt. Når der er ca 20 minutter tilbage, koges risen i letsaltet vand. Bland hvidkål, agurk, pærer, bladselleri og dressing i en skål. Dressingen laver du ved at blande en olie/eddikedressing i forholdet 1 del eddike og 3 dele olie, sammen med salt og peber. Hvis det er nødvendigt med mere dressing, ganger du mængderne op til det passer. Lav en mælkesovs i gryden, ved at hælde lidt fedtstof i gryden. Tilsæt mel, så der dannes en melbolle. Tilsæt mælk og vand og rør ud, til det har den ønskede sovsekonsistens. Smag til med salt og peber, og server, når alle elementer er klar.

Søndag: Fuglereder. Tilberedning 45 minutter. Ikke fryseegnet.
500 g spaghetti, 1/4 ps. ærter, 1 peberfrugt i tern, 1/4 hvidkål i strimler, 500 g fintrevne gulerødder, det resterende bladselleri, 500 g tomater i tern, 250 g champignon i skiver,  1-2 hakkede løg, 2 bouillon terninger (enten grønsag eller kylling), vand, 6-10 æg, salt, peber, soya.
Opskrift: Svits løgene gyldne og hvidkålene bløde i lidt fedtstof. Tilsæt resten af grønsagerne, sammen med soya og peber. Når det er stegt godt af, tilsættes 1-2 l vand, og 2 bouillon terninger. Det koges op igen og skrues så ned til lav varme og simre videre 20-30 minutter. Kog spaghettii en gryde for sig. Når spaghetti er kogt, anrettes retten i en dyb tallerken. Først lægges der spaghetti, så det ligner en fuglerede. Der hældes suppe og grønsager ned ved spaghetti, og et blødkogt æg i midten. Dryp med soya og server.

Indkøbsseddel til Lidl:

Kolonial:

Hakkede tomater, 3 ds – 12 kr
Ris, 1 kg – 8 kr
Agurkesalat – 7 kr*
Ristede løg – 6 kr*
Spaghetti, 1 kg – 8 kr
Hotdogbrød – 8 kr*
Flutes – 7,15

Kølevarer:
Mælk, 1 l – 6,5 kr
Medisterpølse, 2 pk – 24 kr
Hakket oksekød, 300 g – 12 kr
Kalkunsteg – 30 kr *
Æg – 12 kr
Koteletter – 25 kr
Pølser, 2 pk – 36 kr

Grønt:
Kartofler, 2 kg – 15 kr
Gulerødder, 2 kg – 14 kr
Løg – 6 kr
Champignon, 500 g – 13 kr
Pebermix -16 kr
Bladselleri – 10 kr
Ærter, frost – 12 kr
Mexicanske grønsager, frost – 10 kr*
Pærer – 10 kr
Agurk – 6 kr
Tomater, 1 kg – 14 kr
Hvidkål – 12 kr

Samlet pris 333,5 kr.

Bemærk, at varer med * først er på tilbud fra torsdag, hvorfor det først er på madplanen fra torsdag.

Det er et bud på, hvordan en sund, lækker og budget-venlig madplan kan se ud, hvor der er noget for både store og små familiemedlemmer. Det bliver en god uge, der er blevet plads til nogle ret lækre retter.

Jeg håber I kan bruge inspirationen, og at vi læses ved igen – hvis ikke før, så i hvert fald næste søndag.
Bon appetit!
Mvh. Mette K

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

3 Kommentarer

  • Svar Maria 24. september 2017 at 9:31

    Tak for sidste uges madplan, den faldt i go jord med undtagelse af zoombiehjernen og torskerognsretten. Jeg er ret ny men jeg elsker at jeg ikke har et kæmpe madspild.
    Går du bare efter tilbud eller er der en anden trategi i hvor du handler ind?

    • Budget-familien
      Svar Budget-familien 25. september 2017 at 13:15

      Hej Maria. Ja, zombiehjernen var heller ikke en udpræget succes her i huset. Jeg går primært efter tilbud og datovarer. Eneste principper jeg går efter, er at der skal være en større mængde grønsager til hver aften, samt minimum én ugentlig vegetarisk menu. Det er både af hensyn til miljø og pengepung.
      Tak fordi du læser med 🙂

  • Svar Kirsten 30. september 2017 at 19:50

    Du har sjældent fiskeretter. Det passer mig fint.

  • Skriv en kommentar