Madplaner

Madplan uge 38

Jeg er klar med endnu en sund og lækker familie- og budgetvenlig madplan. Denne gang er indkøbslisten både tjekket og dobbelttjekket, så der skulle helst ikke være nogle svipsere. Jeg håber, I fandt en løsning på de manglende suppeurter, fx ved at bytte rundt ved de forskellige retter. Udover den lille svipser, så håber jeg, I har haft en god uge med god, og rigelig mad. Herhjemme var både hønsekødssuppen og kyllingesandwich store hits. Det har jo, desværre, allerede været suppevejr flere dage i træk.

Den kommende uge, ser virkeligt spændende ud, hvis jeg selv skal sige det – og det skal jeg jo 😀 Jeg er stor fan af Jamie Oliver, og et par af ugens retter er med tydelig inspiration fra ham – dog justeret ind, så det passer bedre til en budgetvenlig madplan.

Der er i denne uge igen købt ind i Rema1000. Det er nemmest, når jeg igen er begyndt på Uni og ikke har samme mulighed for at tjekke de rigtige priser. Rema1000’s app har nemlig en søgefunktion, så jeg kan sidde herhjemme fredag og lørdag og lægge plan, mens ungerne sover. Så godt og overskueligt for en travl børnefamilie – tippet er hermed givet videre. Husk også at følge med på min faste Facebook-side Budget-familien.dk for kommende madplaner og andre tips og idéer.

Den samlede pris i denne uge lander på 347 kr, som selvfølgelig dækker alt inklusiv til 7xaftensmad for 2 voksne og 2-3 børn. Der er godt med grønsager og andre lækre sager. Derudover følger en (gennemtjekket på kryds og tværs) komplet indkøbsliste og daglige opskrifter. Dog er der nogle elementer fra det faste basislager, som ikke figurerer på indkøbssedlen. Hvis du er i tvivl om, hvordan den ser ud, kan du se den HER:

Hvilket bringer os videre til sidens centrale omdrejningspunkt – den ugentlige madplan.

Mandag: Kylling med kogte kartofler og “køkkenMettes gulerødder” a la Jamie Oliver. Tilberedning 1½ time. Fryseegnet
Anvendes – 1 ps kyllingelår, optøet fra frost, fedtstof, 1 kg gulerødder, 1½ kg kartofler, salt, peber, basilikum
Opskrift: Sæt ovnen på 200 g. Rengør lårene, og krydr med salt, peber og basilikum. Sæt dem i den varme ovn, lad dem stege i 45-60 minutter, til de er gennemstegt. Skræl og kog kartofler i letsaltet vand. Skræl og skær gulerødderne i så tynde ringe som muligt, gerne på mandolinjern eller i foodprocessor. Smør endnu et ildfast fad med fedtstof og læg salt, peber og basilikum i bunden. Læg gulerødderne i fadet lidt ad gangen, og tilsæt krydderier jævnligt undervejs. Til slut tilsættes 3-4 klatter smør/andet fedtstof rundt, fordelt over gulerødderne, og de kommes i ovnen, når kyllingen mangler 20-25 minutter. Hvis der mangler væde, kan der bruges lidt dressing eller ketchup, men ofte er der saft ved både gulerødder og kylling. Server, når alle elementer er færdige.

 

 

Tirsdag: Forårsruller med ris og bønnesalat. Tilberedning 30 minutter. Ikke fryseegnet
Anvendes – 1 ps forårsruller, 1 ps frosne, grønne bønner, 2 finthakkede løg, ½ bæger salattern, 500 g ris. Salt, dressing, ketchup og soya.
Opskrift:  Kog risene i letsaltet vand. Steg forårsrullerne på panden, til de er gennemstegte. Kog bønnerne kort op i letsaltet vand. Pas på, de ikke bliver for bløde. Når både bønner, ris og forårsruller er færdig, serveres det med soya og ketchup. Sænk de frosne bønner ned i letsaltet kogende vand, og kog dem op i få minutter, så de stadig har bid. Smuldr salatostternene så godt du kan, og bland med løg og bønnerne, når de er kølet af. Server, når alle elementer er klar.

Onsdag: Farseret blomkål med kartofler, gulerødder og brun sovs. Tilberedning 1 time. Fryseegnet.
Anvendes – 500 g hakket svinekød, 1 æg, mel, mælk, 1 finthakket løg, 1 blomkål i små buketter, 1½ kg kartofler, 1 kg gulerødder, salt, peber, kulør.
Opskrift: Skræl og kog kartofler og gulerødder i letsaltet vand. Bland en fars af hakket svinekød, løg i tern, lidt mel, 1 æg, lidt mælk, salt og peber. Lad hvile i 10 minutter. Imens koges blomkålssbuketterne op i 2-3 minutter, og tørres godt af bagefter, så der ikke kommer vand ind i farsen. Efter de 10 minutter, tages en blomkålsbuket og pakkes ind i fars, hvorefter den steges på en varm pande på begge sider. Er der blomkål til overs, gemmes de til søndag. Lav en opbagt sovs, ved at smelte fedtstof, mel røres i til en melbolle er dannet. Kogevandet fra kartofler og gulerødder tilsættes under piskning, til den har en sovsekonsistens. Kulør tilsætte, den smages til og koges igennem nogle få minutter. Der serveres, når både kødbollerne, kartofler, gulerødder og sovs er færdig.

Torsdag: Pitabrød. Tilberedning 30 minutter. Ikke fryseegnet.
Anvendes – 1 agurk, ½ iceberg, 1 peberfrugt i tern, 1 bt skinke i strimler, 1 ds tun, ½ bæger feta, 500 g revne gulerødder, 4 pk fuldkornspita, 250 g tomat, ½ ds majs, dressing.
Opskrift:  Lun pitabrødet. Snit alle grønsager i passende størrelser. Anret grønsager og andet fyld i hver sin skål og server sammen med skinke, tun, feta og dressing.

Fredag: Torskerognsmousse med flutes. Tilberedning 30 minutter. Ikke fryseegnet.
Anvendes – 3 ds torskerogn, 1 bt cremefraiche, mayonnaise, 1 bdt klippet purløg, citronsaft efter smag, 250 g tomater, ½ iceberg i strimler, 1 agurk i skiver, 4 hårdkogte æg, 1 ps. flutes.
Opskrift: Bland torskerogn, cremefraiche, mayonnaise, citron og purløg i en skål. Tilsæt cremefraiche og mayonnaise lidt ad gangen, så konsistensen bliver rigtigt. Mængden er svær at sige på forhold Lun flutes i ovnen. Server moussen på et fad, på et leje af skåret salat. Pynt med kvarte æg, agurk og tomat og server. Evt. rester er gode til frokost.

 

Lørdag: Zombiehjerne – inspireret af Jamie Oliver. Tilberedning 2½  time. Ikke fryseegnet. 
Anvendes – 1 stort knoldselleri, fedtstof, 2 finthakket løg, 250 g champignon i skiver, 500 g ris, salt, peber, timian, basilikum, 1 bouillonterning.
Opskrift: Sæt ovnen på 185g. Rens knoldselleri grundigt. Pak ind i sølvpapir, hældt over med rigeligt fedtstof, samt krydderier. Det ene af løgene lægges i bunden af pakken. Lad sølvpapirspakken være åben for oven, så der kan komme luft ud. Sæt i et ildfast fad og derefter i ovnen i ca 2 timer, og lad den bage. Efter ca 1½ time, koges risen i letsaltet vand. På en pande med høje sider, svitses champignon sammen med det resterende løg, krydderier, og bouillonterningen smuldres ned i panden og smeltes med. Når risen har kogt, blandes det på panden med løg og champignon. 10 minutter før sellerien er bagt, tages den ud og fedtstof fra bunden af pakken hældes over sellerien, inden den sættes i ovnen igen. Når sellerien er færdigbagt, skæres den ud og serveres sammen med risblanding fra panden og væsken fra sølvpapirspakken.

Søndag: Nudelret med æg, inspireret af min mands rejser til Kina. Tilberedning 30 minutter. Fryseegnet
Anvendes – 250 g nudler, 3 sammenpiskede æg, de resterende grønsager fra ugens løb (fx majs, løg, gulerødder, peberfrugt, kartofler), 1 pose wokmix frost, soya, peber og chilisovs.
Opskrift: Svits alle grønsager i en wok eller en dyb pande, smag til med chilisovs og soya. Kog nudlerne i en gryde for sig. Når nudlerne er kogt færdigt, blandes de i wokken. De sammenpiskede æg blandes i wokken, og røres godt rundt, så æggene kan blive stegt. Til sidst smages til med peber, soya-, og chilisovs, og der serveres.

 

Indkøbsseddel til Rema1000:

Kolonial:
Ris, 1 kg – 8 kr
Torskerogn, 3 ds – 15 kr (Købes om fredagen)
Majs, 1 ds – 4,5 kr
Dressing – 8 kr
Tun, 1 ds – 9 kr
Pitabrød, 4 pk – 12 kr
Nudler, 250 g – 5 kr
Flutes, 1 ps – 10 kr

Kølevarer:
Skinke i strimler – 9,5 kr
Æg, 8 stk – 15 kr
Kyllingelår, frost, 1½ kg – 20 kr
Forårsruller, 1 ps – 15 kr
Salatost i tern – 18 kr
Hakket svinekød, 500 g – 21 kr
Mælk, 1 l – 6,5 kr
Creme fraiche, 10,5 kr

Grønt:
Iceberg – 10 kr
Pebermix – 16 kr
Gulerødder, 3 ps á 700 g – 12 kr
Kartofler, 4 kg – 30 kr
Bønner, frost – 10 kr
Løg, 1 kg – 6 kr
Champignon, 250 g – 10 kr
Knoldselleri – 13 kr
Blomkål – 12 kr
Agurk, 2 stk – 12 kr
Tomater, 500 g – 12 kr
Wokmix, frost – 10 kr
Purløg, 1 bdt – 7 kr

Samlet pris: 346 kr

Det var mit for denne uge, på en sund, lækker og familievenlig madplan – som er absolut budgetvenlig. Jeg håber, I kan bruge forslaget. Jeg ser som sagt frem til den kommende uge, hvor vi skal forsøge os med nye retter. Jeg satser da på, de bliver taget godt imod af resten af familien.

Med det sagt – vi skrives ved. Hvis ikke før, så i næste uge.

Bon appetit! Mvh. Mette K.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar