Madplaner

Madplan uge 36

Velkommen til min side, og endnu en madplan. Jeg kan snart fejre 6 måneders jubilæum! Det er både lidt skægt, og lidt vildt og se hvor langt det er kommet siden jeg lagde den første plan på siden. Tak til alle, der følger med – uanset om det har været lige fra starten, eller du først er kommet til i går. Jeg synes det er ret spændende, og efterhånden også ret udfordrende, at skulle finde inspiration til nye retter, blandet sammen med gamle. Jeg vokser og udvikler mig også i dette forløb, og udvikling er kun sjældent dårligt.

Jeg har haft de første dage på uni igen, og efter mere end 2 måneders ferie, er det faktisk overraskende hårdt at komme i gang igen. Det var ikke engang undervisning, men bare velkomst for nye studerende, men jeg var fuldstændig udmattet. Det bliver spændende at komme i gang igen, sådan for alvor, i næste uge.

Selvom det er sidste ferieuge for mit vedkommende, skal der selvfølgelig skrives en madplan. I denne uge er der handlet ind i Aldi, som jeg lovede en trofast følger på min Facebook-side. I andre er selvfølgelig også velkomne til at komme med et ønske, enten via pb, kommentar her på siden, eller opslag på min Facebook-side Budget-familien.dk. Her vil du i øvrigt også kunne finde kommende indlæg med madplaner, opskrifter og andre tips og idéer til at gøre det nemmere at være en del af en familie på budget.

Den samlede pris lander på 340,75 kr, og dækker som altid 7xaftensmad til 2 voksne og 2-3 børn. Daglige opskrifter og komplet indkøbsseddel er efterhånden en selvfølge i mine madplaner. Med den overgang, vil jeg nu komme med bloggens centrale omdrejningspunkt: Den ugentlige madplan.

Mandag: Risret med pølser og revne gulerødder. Tilberedning ca 30 minutter. Fryseegnet.
Anvendes: 1½ kg groft revne gulerødder, 550 g pølser, skåret i mundret størrelse, 500 g ris, 2 bouillonterninger, 2 finthakkede løg, vand efter behov. Salt og peber.
Opskrift: Kog risen i letsaltet vand. Steg løg og 1/3 af de revne gulerødder bløde i en gryde, sammen med salt og peber. Tilsæt pølserne, og varm godt op. Tilsæt de to bouillon terninger og lidt vand, så terningerne kan opløses i gryden. Varm godt op igen, og lad simre, mens risen koger. Når risen er kogt, blandes den i gryden med pølser og grønsager, og retter serveres med de resterende  revne gulerødder som en råkostsalat ved siden af.

Tirsdag: Kyllingelår med pasta og citronkål – med lime. Tilberedning 1½ time. Fryseegnet.
Anvendes – 1 kg kyllingelår, optøet fra frost, 500 g pasta, saften fra 2-3 limes, ½ fintsnittet hvidkål, salt, peber og tørret krydderi efter smag.
Opskrift:  Sæt ovnen på 200 g. Rengør lårene, og krydr med salt, peber og tørret krydderi efter eget valg. Sæt dem i den varme ovn, lad dem stege i 45-60 minutter, til de er gennemstegt. Kog pastaen i letsaltet vand. Varm en pande med høje sider godt op, og svits kålen. Først mør i lidt fedtstof, derefter i limesaft. Pas på, den ikke bliver for syrlig. Sker det, kan der tilsættes lidt sukker eller honning for at balancere smagen. Sauter kålen, til den er blød, men stadig har bid. Server kylling, kål og pasta sammen, evt. bland kål og pasta sammen inden servering. Det giver god smag, og pastaen mindre tør.

Onsdag: Æggekage med  rugbrød og tomater. Tilberedning ca 50 minutter. Ikke fryseegnet.
Anvendes – 14 æg, 1 pk rugbrød, 1 pk skinke i strimler, 1 peberfrugt i tern, 1 finthakket løg, 1/3 af ærterne, ½ porre i tynde ringe, 750 g tomater i skiver, 7,5 dl mælk, 1,5 tsk bagepulver, 5 spsk. hvedemel.
Opskrift: Mel piskes ud med mælken og de hele æg tilsættes, sammen med skinke, løg, porre, peberfrugt og ærter. Smør et stort ildfast fad med lidt fedtstof. Det skal være højt, da æggekagen vokser i ovnen. Æggemassen hældes i, og fadet kommes i ovnen ved 200 g. i alm. ovn. Fadet sættes i ovnen 30-40 minutter ved 200g. Du kan mærke med en kniv, om den er fast i centrum, når den er færdig. Server med tomatskiver og rugbrødsskiver.

Torsdag: Mac’n cheese med bacon og gnavegrønt. Ugens ubetinget mest usunde aften. Tilberedning  20 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 250 ml. madlavningsfløde, 1 ps. revet ost, 2 pk bacon i tern, salt, peber, 500 g pasta, 250 g overskårne cherrytomater, 1 agurk i stave.
Opskrift:  Kog pastaen i letsaltet vand, lidt kortere tid end normalt, så den stadig har bid. Steg bacon på en varm pande. Varm madlavningsfløden i en gryde, der er stor nok til at rumme det hele. Når den er varmet op, tilsættes den revne ost lidt ad gangen, og smeltes på den måde i fløden. Lad den tykne. Er den for tyk, kan den gøres mere flydende med lidt mælk. Når pastaen har kogt, blandes den i gryden med ost, og det hele røres godt sammen. Derefter serveres mac’n cheese strøet over med stegt bacon, og med gnavegrønt ved siden af.

Fredag: Farseret porre  med kartofler, gulerødder og brun sovs. Tilberedning ca 60 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 1 porre i passende størrelser, 500 g hakket svinekød, 1 æg, 1 finthakket løg, lidt mel, lidt mælk, 1½ kg kartofler, 1 kg gulerødder, kulør. Salt og peber.
Opskrift: Skræl og kog kartofler og gulerødder i letsaltet vand. Bland en fars af hakket svinekød, løg i tern, lidt mel, 1 æg, lidt mælk, salt og peber. Lad hvile i 10 minutter. Imens koges porrestykkerne op i 2-3 minutter, og tørres godt af bagefter, så der ikke kommer vand ind i farsen. Efter de 10 minutter, tages en smule porre og pakkes ind i fars, hvorefter den steges på en varm pande på begge sider. Jeg bruger hellere mindre stykker porre og får flere kødboller, end store stykker. Nogle gør det, at de panerer den farserede porre i pisket æg og rasp inden stegning, det gør jeg ikke. Lav en opbagt sovs, ved at smelte smør, mel røres i til en melbolle er dannet. Kogevandet fra kartoflerne tilsættes under piskning, til den har en sovsekonsistens. Kulør tilsætte, den smages til og koges igennem nogle få minutter. Der serveres, når både kødbollerne, kartofler, gulerødder og sovs er færdig.

Lørdag: Indisk curry med ris. Tilberedning 30 minutter. Fryseegnet.
Anvendes – 2 ds kikærter, 2 finthakkede løg, 3 spsk. karry, 2 ds hakkede tomater, 1 ds kokosmælk, 500 g gulerødder i grove tern, 1 bouillonterning, 500 g ris, lidt fedtstof. Salt og peber efter smag.
Opskrift: Steg løgene gyldne ved middel varme i fedtstoffet i en gryde. Tilsæt krydderier, og lad karryen svitse godt af. Hæld kikærter, kokosmælk, hakkede tomater, gulerødder og bouillon ned til. Læg låg på og lad simre i ca. 25 minutter. Imens koges risen. Når risen er færdigkogt, serveres det sammen med den indiske curry.

Søndag: Grønsagssuppe med flutes
Anvendes – Alle de resterende grønsager fra ugens løb, fx løg, porrer, hvidkål, ærter og peberfrugt. Derudover 1 ds. hakkede tomater. 2 l vand, 1 ps flutes, salt, peber, tørret oregano og chili, 2-3 bouillonterninger.
Opskrift: Steg alle grønsager bløde i en stor gryde, sammen med krydderier. Hæld vand ved, sammen med bouillonterninger. Lad det koge op. Smag til med salt og peber. Lun flutes i ovnen. Server, når både suppe og flutes er færdige.

Indkøbsseddel til Aldi:

Kolonial:
Ris, 1 kg – 8 kr
Kokosmælk, 1 ds – 9 kr
Kikærter, 2 ds – 12 kr
Pasta, 2 ps – 9 kr
Hakkede tomater, 3 ds – 12 kr
Rugbrød, 500 g – 5,5 kr

Køl:
Pandepølser, 550 g – 18 kr
Hakket svinekød, 500 g – 24 kr
Æg, 15 stk – 21,5 kr
Flutes – 10 kr
Madlavningsfløde, Oma – 7 kr
Revet ost, 1 ps – 11,5 kr
Kyllingelår, 1 kg frost – 23 kr
Bacon i tern, 2 pk – 20 kr
Skinke i tern – 11 kr
Mælk, 1 l – 6,5 kr

Grønsager:
Gulerødder, 3 kg – 20 kr
Pebermix – 16 kr
Løg, 1 kg – 6 kr
Kartofler, 1½ kg – 15 kr
Porrer – 12 kr
Tomater, 1 kg – 14 kr
Agurk – 6 kr
Ærter, frost – 11,75 kr
Cherrytomater, 250 g – 12 kr
Hvidkål – 10 kr
Lime, 4 stk – 10 kr

Samlet pris: 340,75 kr.

Sådan ser mit forslag ud, til en kommende uge med både lækker, varieret mad, masser af smag og godt med grønsager. Jeg ser frem til mac’n cheese, om den er så snasket og ostet, som jeg forestiller mig.

Jeg håber I kan bruge inspirationen!

God søndag til jer alle. Vi skrives ved, hvis ikke før, så i hvert fald på næste søndag til næste madplan.

Bon appetit!
Mvh Mette K.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

9 Kommentarer

  • Svar Camilla Christine 3. september 2017 at 19:06

    Min nærrige røv værdsætter virkelig at du skriver priser på alle varer, ha ha.
    Tak for lækre tips og tricks til ugens mad, må helt sikkert bladre nogle af de tidligere indlæg igennem også 🙂

    • Budget-familien
      Svar Budget-familien 3. september 2017 at 23:52

      Ja, når man ser priserne sort på hvidt, er det nemmere at se hvordan det kan gøres billigt 😀
      Er glad for du kan bruge mine planer, og jeg håber du bliver ved med at få inspiration. Enten fra gamle eller kommende planer. God dag

  • Svar Camilla Greis Kimer 7. september 2017 at 4:09

    Fantastisk inspiration til os der gerne vil spare lidt i de daglige indkøb ?

  • Svar Tina Rasmussen 10. september 2017 at 14:02

    Hvor et flot stykke arbejdet..du skulle ha en medalje for det du gør?

    • Budget-familien
      Svar Budget-familien 11. september 2017 at 13:22

      Tak for det, Tina 😀 Jeg sender gerne min adresse, hvis du skulle have lyst til at sende en medalje. Men kun, hvis den er af chokolade 😉
      Ej, spøg til side. Jeg er kun glad for at dele ud af min viden og erfaring. Det er rart at kunne gøre en positiv forskel. Mvh Mette

  • Svar Mikkel 11. september 2017 at 15:43

    Hej
    Jeg synes mængderne virker voldsomme i forhold til 2 V og 2 børn på hhv. 3&5

    Vi kommer aldrig igennem 14 æg og 750 gram tomater.

    Hvad er tanken bag mængderne?

  • Budget-familien
    Svar Budget-familien 11. september 2017 at 17:43

    Hej Mikkel.
    For det første, skal der være nok til at alle bliver mætte. Ja, det virker voldsomt, når dine børn ikke er ældre, hvor jeg tænker der med fordel kan ændres i mængderne. Vi er 2 voksne og 3 børn på hhv. 11, 9 og 3 år, og så passer mængderne lidt bedre.
    Derudover består min frokost meget ofte af rester fra aftensmaden, så eventuelle rester bliver spist dér, eller kommer i fryseren.
    Håber det er svar nok?
    Mvh. Mette

  • Svar Sanne 2. november 2017 at 7:32

    Kære Mette.
    Jeg faldt over din blog helt tilfældigt i dag, og nøj, hvor var det en øjenåbner!
    Hvor er det skønt, at du vil dele dine erfaringer med os andre, for hold nu op, hvor ser det bare lækkert ud – tak for det.
    efter at have læst flere ugers madplaner, så er jeg simpelthen nødt til at springe med på bølgen, for så kan det være at jeg husker at få lavet mad til mig selv i hverdagen.
    Uge 36 bliver første forsøg på at følge en madplan – fandt hele indkøbslisten i Rema1000 for omkring 315,- i denne.

    Tak for, du vil bruge så meget tid og energi på at gøre livet nemmere for os andre.

    Mange hilsner, Sanne

    • Budget-familien
      Svar Budget-familien 5. november 2017 at 12:34

      Velkommen på siden! Og tak for de mange fine ord, dem sætter jeg pris på. Jeg håber du så også prøver den næste uges madplan. Den er også fra Rema1000, og er absolut en af de rigtigt gode madplaner.
      Mvh. Mette K

    Skriv en kommentar