Opskrifter

Glaseret medister – en backup plan!

Som alle familier ved, kan man planlægge og organisere rigtigt meget. Børns sygdom – er ikke én af de ting ting der kan planlægges. Og heldigvis for det, ét eller andet sted.

Sådan gik det også her i går. Ét styk syg datter. Endda på store-indkøbsdag. Det betød jo så også, at jeg blev lidt udfordret på aftensmaden. Hver søndag tømmer jeg køleskabet til en wok-ret, suppe, orange deller eller lignende hvor der kan anvendes mange grønsager, for på den måde at få ryddet op og starte på en frisk om mandagen. Jeg havde altså ikke det store i køkkenet, og slet ikke til kartoffelfrikadeller og gulerødder á l’orange som der stod på madplanen.

Her er det skønt at have en god backup plan til de uforudsete aftener, hvor madplanen ikke kan overholdes. Fryseren er fantastisk til de situationer! Enten ved at man kan finde rester til et buffet-bord eller ved at man kan opbevare kød og grønsager, der er hurtige at klargøre. Aftenens menu blev derfor til mormor-mad når det er bedst: Glaseret medister med kartoffelmos og stuvede ærter. Jeg elsker god, dansk mad, gerne med et twist. Derfor blev det en glaseret medister, i stedet for en almindelig stegt medister.

Fremgangsmåde:

1: Kog medisteren, til den er gennemstegt. Det tager som regel 20-30 minutter, alt efter hvor meget den er nået at tø op fra fryseren.

2: Tænd ovnen på 180 g, alm. varme. Læg medisteren i et ildfast fad, og stik lidt huller i den med en gaffel, så glaseringen rigtigt kan komme ned i den. Lav en glasering af brun farin og sennep, og smør medisteren godt ind i det. Jeg bruger altid rigeligt med glasering, så smager det bedre.

3: Stil i ovnen i 25-30 minutter, til glaseringen er smeltet og lækker.

Her så den sådan ud: (Lidt mere appetitvækkende når den engang kommer på tallerkenen. Tro mig).

4: Skræl og kog 1½ kg kartofler i usaltet vand. Når de er kogt, moses de til kartoffelmos med lidt smør og mælk, og smages til med salt.

5: Hæld de frosne ærter i en gryde med vand, så de lige er dækket. Kog ærterne i 3-4 minutter. Si vandet fra, og gem det. Lav en tilpas stor omgang hvid opbagt sovs, så det kan indeholde ærterne. Dette gøres ved at smelte fedtstof i en gryde, tilsætte mel til det danner en melbolle. Herefter tilsættes kogevand fra de kogte ærter og mælk, til den har den ønskede konsistens. Hæld ærterne i og rør godt rundt, så de varmes godt op igen.

6: Server, når både den glaserede medister, kartoffelmos og stuvede ærter er færdige.

7: Det endelige resultat:

Udover det smager super lækkert, er det også et yderst budgetvenligt måltid.
Så må kartoffelfrikadellerne vente til i aften.

God dag til jer alle.

Mvh. Mette K

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar