Madplaner

Madplan uge 31

Ferien er slut, i hvert fald for madplanens vedkommende, og jeg er derfor tilbage. Beklager den ikke er kommet på før kl. 9.00 som den plejer – men det indre vækkeur har i dag ikke ringet, og jeg sov længe! Slet ikke så ringe endda.  Lidt ferie er det heldigvis stadig.

Jeg håber I har eller har haft en skøn ferie. Vi har været i et hyggeligt sommerhus på dejlige Mors. Senere vil jeg skrive et indslag om billig og interessante ferietips for en budget-familie.

Min ældste datter har været på spejderlejr i Sønderborg, sammen med utroligt mange andre mennesker. Sikke en oplevelse for alle involverede! Vi var også på besøg, og jeg må indrømme jeg var imponeret over hvor let det hele virkede til at køre for arrangørerne, med så mange børn samlet på ét sted. Jeg synes jo tre børn kan være stressende nok at holde styr på! 😀 Respekt til alle de frivillige, der vælger at bruge en uge på det.

Men nu er hverdagen ved at melde sig igen, og med den følger selvfølgelig igen en madplan. Den samlede pris for denne uge lægger sig på 347 kr, som dækker 7xaftensmad til 2 voksne og 2-3 mindre børn.  Jeg har skrevet ud fra Bilkas tilbudsavis, bl.a. fordi de også har mange andre gode tilbud i denne uge. Både bleer, tøj og sko er billige. Derudover kommer vi til at grille en del (hvis vejret tillader det), for der er også 75% i Bilka på alt grill tilbehør. Det gælder dog kun i dag med, så hvis det har interesse, så skal I afsted i dag. 🙂

Udover denne madplan, bliver der også lagt en Sidst-på-måneden-madplan for juli som kan findes her, med en samlet pris på ca 250 kr.

Husk derudover også at følge min Facebook-side Budget-familien.dk for kommende indlæg og madplaner.

Men, nu til det centrale for min side: Ugens madplan.

Mandag: Kyllingelår med citronkål, ris, dressing
Anvendes: 1500 g kyllingelår optøet fra frost, ½ hvidkål i fine strimler, saften fra ½ citron, 4 ps ris, dressing efter behov. Salt, peber, tørret krydderi efter eget valg.
Opskrift: Sæt ovnen på 200g, alm. varme. Rengør lårene, og krydr med salt, peber og tørret krydderi efter eget valg. Sæt dem i den varme ovn, lad dem stege i 45-60 minutter, til de er gennemstegt. Kog risen i letsaltet vand. Varm en pande med høje sider godt op, og svits kålen. Først mør i lidt fedtstof, derefter i citronsaften. Pas på, den ikke bliver for syrlig. Sker det, kan der tilsættes lidt sukker eller honning for at balancere smagen. Sauter kålen, til den er blød, men stadig har bid. Server kylling, kål og ris sammen, evt. bland kål og ris sammen inden servering. Det giver god smag.

Tirsdag: Kokossuppe med flutes
Anvendes: 4 ps ris, 2 ds kokosmælk, 1 l vand, 2-3 bouillonterninger, 500 g fintrevne gulerødder, 250 g peberfrugt i fine strimler, 1 bdt. forårsløg i skråtskårne ringe, tørret chili, chilisovs, salt og peber. 1 ps flutes.
Opskrift: Svits grønsagerne godt af i en stor gryde, sammen med tørret chili som også brændes af. Det kan undværes, hvis man ikke er til stærk mad. Derefter tilsættes de to dåser kokosmælk, lidt chilisovs, og det varmes godt op. Vand og bouillon tilsættes, det smages til med salt og peber. Kog risen i letsaltet vand, i en gryde for sig. Lun flutes i ovnen. Når både suppe, ris og flutes er færdig, serveres det i en tallerken, hvor suppen og risen blandes sammen – med flutes ved siden af.

Onsdag: Kyllingedeller, stuvet hvidkål og kartofler
Anvendes – 2,5 kg kartofler. 1 kg til i aften, og 1½ kg til torsdag. 450 g hakket kyllingekød, det resterende peberfrugt i små tern, ½ hvidkål i små strimler, 1 æg, 1 finthakket løg, mel, mælk, salt og peber, fedtstof til stegning og til sovsen.
Opskrift:  Kog alle kartofler i letsaltet vand, og gem 1½ kg til i morgen. Lav en fars af kyllingekød, peberfrugt, løg, mel, mælk og 1 æg. Lad hvile i 15 minutter. Form farsen til frikadeller og steg på panden. Læg hvidkål i en gryde og dæk med vand tilsat salt, og kog det op i 8-10 minutter. Si kålen fra, og gem vandet til den opbagte sovs. Lav en tilpas stor omgang hvid opbagt sovs, så det kan indeholde alt kålen. Dette gøres ved at smelte fedtstof i en gryde, tilsætte mel til det danner en melbolle. Herefter tilsættes kogevand fra hvidkålen og mælk, til den har den ønskede konsistens. Hæld kålen i og rør godt rundt. Server de færdige frikadeller sammen med den stuvede hvidkål og kartofler.

Torsdag: Kartoffelmos-klatkager med tørret skinke, dressing og grønt
Anvendes – 1,5 kg kolde, kogte kartofler fra onsdag,  ½ iceberg i strimler, 1 ps revet ost, 500 g tomater i skiver, dressing, 200 g tørret skinke.
Opskrift: Opskriften kan ses ved at trykke her:  Klatkagerne serveres i denne uge med lufttørret skinke, tomatskiver, dressing og salat

Fredag: Svensk pølseret med gnavegrønt
Anvendes – 550 g pølser i skiver, 1 hakket løg, 1 ds hakkede tomater, 1 ds tomatpuré, 1½ kg kartofler, 2½ dl mælk, ketchup, 1 kg gulerødder i stænger. Salt. peber, basilikum, lidt fedtstof.
Opskrift: Kog kartoflerne, så de er kolde ved tilberedningen. Steg løgene bløde og let gyldne i fedtstof ved middelvarme. Når de er bløde, steges pølserne med løgene. Herefter tilsættes kartoflerne, hakkede tomater, mælk, tomatpuré og krydderier. Lad det småsimre i ca 10 minutter, til alt er varmt og lækkert. Server med gulerodsstænger.

Lørdag: Torskerognsmousse med flutes
Anvendes – 3 ds torskerogn, 1 bt cremefraiche, mayonnaise, 1 bdt klippet purløg, citronsaft efter smag 500 g tomater, ½ iceberg i strimler, ½ agurk i skiver, 5 hårdkogte æg, 1 ps. flutes.
Opskrift: Bland torskerogn, cremefraiche, mayonnaise, citron og purløg i en skål. Tilsæt cremefraiche og mayonnaise lidt ad gangen, så konsistensen bliver rigtigt. Lun flutes i ovnen. Server moussen på et fad, på et leje af skåret salat. Pynt med halverede æg, agurk og tomat og server. Evt. rester er gode til frokost.

Søndag: Spansk tortilla med sauteret grønt og stegt bacon
Anvendes: 1 kg kartofler i små terninger, 2 finthakkede løg, 8 æg, 1½ dl mælk, fedtstof til stegning, salt og peber. 300 g bacon i tern, resterende grønt fra ugens løb til sautering.
Opskrift: Tænd ovnen på 175g. Varm fedstof i en stor pande, der kan tåle at komme i ovnen. Bland kartoffelterninger, løg, salt og peber sammen i en skål. Hæld blandigen på den varme pande og steg blandingen i 5-10 min. Den må ikke tage farve fra stegningen. Pisk æg og mælk sammen i en anden skål, og hæld det over panden med kartofler og løg, hvorefter det røres godt sammen. Lad panden stå på varmen i 1-2 minutter. Sæt derefter panden ind i ovnen ca. 10-15 min. eller til den er gennemstegt. Det kan ses ved at den er fast i panden. Herefter kan den tages ud af ovnen og hvile i ca. 10 min, mens den stadig er i panden. Mens den hviler, steges 300 g bacon i tern på en pande, og de resterende grønsager fra ugens løb sauteres også. Alternativt er der skrevet 2 agurker på madplanen, hvor den anden agurk er tiltænkt denne dag, hvis der ikke er nok andre grønsager til sautering. Efter de 10 minutter, vendes den ud på et skærebræt, og skæres ud til passende størrelser, hvorefter den serveres med bacon og grønt ved siden af.

Indkøbsseddel til Bilka: (Edit: Den er nu opdateret, jeg havde glemt at kopiere de første 5 ingredienser ind fra min post-it på pc’en. Beklager!)

Kyllingelår, 1500 g – 20 kr
Hvidkål – 12 kr
Citron – 4 kr
Kartofler, 5 kg – 20 kr
Løg, 1 kg- 6 kr
Ris, 2 pk – 9 kr
Kokosmælk, 2 ds – 19 kr
Forårsløg – 8 kr
Hakket kylling – 20 kr
Peberfrugt – 10 kr
Gulerødder, 2 kg økologiske – 10 kr
Flutes, 2 ps a 15 stk – 20 kr
Mælk, 2 l – 13 kr
Revet ost – 11,5 kr
Skinke, 200 g – 15 kr
Dressing – 11 kr
Iceberg – 10 kr
Agurk – 12 kr
Tomater, 1 kg – 12 kr
Pølser – 16, 5 kr
Hakkede tomater – 4 kr
Tomatpuré – 2,5 kr
Torskerogn – 25 kr
Creme fraiche, 18% – 9,5 kr
Purløg – 7 kr
Bacon, 300 g i tern – 20 kr
Æg, 2 bk á 10 stk – 20 kr

I alt 347 kr

Det var alt for denne uge – jeg skynder mig at skrive sidst-på-måneden-madplanen, så den kan blive lagt ud til jer også.

Bon appetit
Mvh Mette K

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

9 Kommentarer

  • Svar Camilla 30. juli 2017 at 10:59

    Hvis man nu kun er en voksen og 2 (mindre) børn, vil du så mene det passer ved en halvering af varerne?

    • Mette K
      Svar Mette K 30. juli 2017 at 11:13

      Ja, det vil jeg tro det gør. 🙂

  • Svar Michael 30. juli 2017 at 12:00

    Hej
    Hva med kyllinge lår og kartofler , de står ikke på sedlen

    • Mette K
      Svar Mette K 30. juli 2017 at 12:08

      Du har så ganske ret, jeg skriver min indkøbsseddel i post-it på pc’en og har ikke fået kopieret de fem øverste ingredienser med. De skulle gerne være tilføjet nu.
      Jeg holder åbenbart stadig lidt ferie 😉
      Men tak for at gøre mig opmærksom på det. God søndag

      • Svar Michael 30. juli 2017 at 12:59

        Bare i orden

  • Svar Louise 30. juli 2017 at 12:07

    De der kyllingelår? Er de på indkøb

    • Mette K
      Svar Mette K 30. juli 2017 at 12:09

      Ja, 1500 g frosne kyllingelår på tilbud til 20 kr. 🙂

  • Svar Monica 30. juli 2017 at 20:14

    Er det 500 g. Creme fraiche? Til torskerognsmoussen

    • Mette K
      Svar Mette K 31. juli 2017 at 10:51

      Ja, et bæger med 500 g – det er dog ikke sikkert det hele skal bruges. Det kan du nemmest selv vurdere, det er på slump indtil den er rigtig i både smag og konsistens. 🙂

    Skriv en kommentar