Madplaner

Madplan uge 23

Så blev det søndag igen, og denne gang er det endda pinsesøndag. Det har givet lidt udfordringer ift. butik, da der er en del butikker der har lukket i disse dage. Jeg har derfor skrevet en madplan ud fra Nettos reklameavis og faste sortiment, da der er mange Netto butikker åbne i helligdagene. Tjek dog lige åbningstiderne for din lokale Netto, for en sikkerheds skyld. Det ville jo være træls at komme til en lukket butik.

Jeg håber I har haft en god uge, det har jeg i hvert fald. Fik afleveret den sidste skriftlige eksamen for denne omgang, nu venter der kun én mundtlig eksamen tilbage. Tak for jeres krydsede fingre, jeg er sikker på de har hjulpet 😀

Den samlede pris for den kommende uge er 342 kr for 7xaftensmad til 2 voksne og 2-3 mindre børn, og indkøbsseddel ligger som sædvanligt sidst i indlægget. 

Følg i øvrigt med på Budget-familien.dk for kommende madplan og andre indlæg om at leve et godt liv som familie på budget. 🙂

Nå – men selvom alt det her er meget spændende, er det jo nok ikke derfor i læser med, så nu til dét indlægget handler om: Madplanen for uge 23:

Mandag: Pulled chicken boller med kålsalat
Anvendes – 1 hel, fersk kylling, 2 ps boller, 1 spidskål i tynde strimler, 750 g revne gulerødder, 3 revne æbler, 3 cl. olie, 1 cl. eddike eller citronsaft, salt og peber. Er det ikke nok, fordobles målene til det rækker. Salt, peber, tørret timian.
Opskrift: Tænd ovnen på 200 g. Rengør kyllingen, dup den tør med køkkenrulle og krydr den. Læg kyllingen i et ildfast fad med et lidt vand i bunden. Steg kyllingen i ca 60 minutter, eller til den er gennemstegt.
Bland spidskål, gulerødder og æbler i en skål. Lav en olie/eddikedressing. Bland dressingen ned i kålsalaten. Når kyllingen er gennemstegt, trækkes kødet fra hinanden og ca. ½ af kyllingen bruges i aften til bollerne. Hvis der bruges lidt mere end ½, gør det ikke noget, der kan spædes flere grønsager til i morgen.
Bollerne lunes i ovnen og serveres med kålsalat og pulled chicken.

Tirsdag: Kylling i karry/kokos med løse ris og kogte ærter
Anvendes – Resten af kyllingekødet fra mandag, 4 ps. ris, 1 løg i tern, 1 porre i fine ringe, 1 peberfrugt i tern, 1 ds kokosmælk, 1 ps ærter (frost). Karry, salt og peber.
Opskrift: Steg løg og porre bløde i en gryde. Steg karryen af i gryden. Tilsæt peberfrugt og kylling, og varm godt igennem. Tilsæt kokosmælken og vand til en passende mængde sovs, og kog op. Kog risen og de frosne ærter i letsaltet vand i hver sin gryde. Smag sovsen til med salt og peber, evt. jævne den med en meljævning, ved at ryste mel og vand godt sammen i en meljævner, og tilsætte i sovsen. Kog godt op, hvis der er tilsat en jævning. Smag til med salt og peber og server. Hvis der er ærter tilbage, kan de lægges i fryseren og gemmes til søndag.

Onsdag: Tomatsuppe med pasta. Jeg kiggede efter pastahorn, det har de tilsyneladende ikke i Netto – derfor er det med alm pastaskruer i stedet.
Anvendes – 2 pk. hakkede tomater, 2 ds tomatpuré, 1-2 løg i grove tern, 1 l vand, 1 bouillon terning, 250 ml madlavningsfløde, 500 g pastaskruer. Salt, peber, oregano og 1 tsk sukker.
Opskrift: Steg løg bløde i lidt fedtstof i en stor gryde. De skal være bløde, og ikke gyldne. Tilsæt oregano efter smag,salt og peber, og 1 tsk sukker. Hakkede tomater og puré tilsættes, og det koges op. Vand, bouillon, og madlavningsfløde tilsættes, og det koges op igen. Når det denne gang er kogt op, blendes det med en stavblender. Har I ikke en stavblender, kan i mose det så godt som muligt med en kartoffelmoser, og leve med de små klumper. Herefter tilsættes pasta og det koges videre til pastaen er kogt færdig. Smages til med krydderier og serveres.

Torsdag: Æggekage med friske tomater og rugbrød
Anvendes – 15 æg, 1 pk rugbrød, 250 g champignon i skiver, 500 g alm. tomater i skiver, 1 peberfrugt i tern, 7,5 dl mælk, 1,5 tsk bagepulver, 5 spsk. hvedemel.
Opskrift: Mel piskes ud med mælken og de hele æg tilsættes, sammen med champignon og peberfrugt. Smør et stort ildfast fad med lidt fedtstof. Det skal være højt, da æggekagen vokser i ovnen. Æggemassen hældes i, og fadet kommes i ovnen ved 200 g. i alm. ovn. Fadet sættes i ovnen 30-40 minutter ved 200 grader C. Du kan mærke med en kniv, om den er fast i centrum, når den er færdig. Server med tomatskiver og rugbrødsskiver. Vi kan godt lide at riste rugbrødet inden, det giver en god smag – men det er jo et spørgsmål om smag.

Fredag: Lun kartoffelsalat med grillede pølser og agurkestænger.
Anvendes – 1½ kg alm. kartofler, 1 avocado, 1 bg. karse, 1 kg pølser, 2 agurker i stænger. Salt og peber.
Opskrift: Skræl og kog kartofler i letsaltet vand. Mens de koger, moser du en avocado rigtigt godt i en skål, der er stor nok til kartoffelsalaten. Det skal nærmest være en dressing. Når kartoflerne er kogt, lader du dem køle lidt af, så de er lune. Herefter skærer du dem i mundrette stykker, ned i avocadoen. Vend kartofler og avocado sammen. Klip karsen ned i skålen og bland skålen godt sammen. Grill pølserne, enten på en pande eller på grillen. Når både salat og pølser er klar, serveres det med agurkestænger ved siden af.

Lørdag: Bagte kartofler med kyllingedeller og “køkkenMettes gulerødder” En opskrift fra Jamie Oliver, i min udgave.
Anvendes – 1½ kg bagekartofler, 400 g kyllingefars, 1 løg i fine tern, ½ fintrevet porre, 1 æg, max 2,5 dl mælk, mel, salt og peber. 750 g gulerødder i tynde skiver, gerne fra mandolinjern eller foodprocessor. tørret basilikum, lidt fedtstof, og 3-4 klatter smør/margarine eller hvad I nu har.
Opskrift: Tænd ovnen på 200 g. Vask og tør kartoflerne GODT. Skær et kryds på overfladen af kartoflerne. Drys med salt ovenpå. Lad dem stå i ovnen i 1-1½ time, til krydset “folder op”. Når de gør det, er kartoflerne færdige. Smør et ildfast fad med fedtstof og læg salt, peber og basilikum i bunden. Læg gulerødderne i fadet, og tilsæt krydderier jævnligt. Til slut tilsættes 3-4 klatter smør/andet fedstof rundt fordelt over gulerødderne, og de kommes i ovnen, når der er 20-25 minutter tilbage til kartoflerne er bagt. Frikadellerne laves ved at blande fars, løg, porre, salt, peber, basilikum og 1 æg i en skål. Mel og mælk tilsættes efter behov, til farsen har den rette konsistens. Frikadellerne gennemsteges på en pande, og serveres med kartofler og gulerødder.

Søndag: Nudelret med æg, inspireret af min mands rejser til Kina.
Anvendes – 500 g nudler, 4 sammenpiskede æg, 250 g champignon i skiver, 1 peberfrugt i tern, 1½ porre i tynde ringe, 1 ds majs, 1-2 løg i tynde strimler, peber, soya- og chilisovs. Evt ærter fra tirsdag.
Opskrift: Svits alle grønsager i en wok eller en dyb pande, smag til med chilisovs og soya. Kog nudlerne i en gryde for sig. Når nudlerne er kogt færdigt, blandes de i wokken. De sammenpiskede æg blandes i wokken, og røres godt rundt, så æggene kan blive stegt. Til sidst smages til med peber, soya-, og chilisovs, og der serveres.

Indkøbsseddel til Netto:

Bagekartofler, 1½ kg – 15 kr
Alm. kartofler, 1½ kg – 15 kr
Gulerødder, 1½ kg – 9 kr
Pølser, 1 kg – 34 kr.
Rugbrød – 5,5 kr
Champignon, 500 g – 13 kr
Ris, 1 pk – 4,5 kr
Pebermix – 16 kr
Nudler – 5 kr
Æg, 20 stk – 25 kr
Avocado – 10 kr
Karse i bakke – 7 kr
Agurk, 2 stk – 14 kr
Tomater, 500 g – 10 kr
Hakket kyllingekød, 400 g – 22 kr
Løg, 1 kg – 6 kr
Spidskål – 12 kr
Æbler, 3 stk – 6 kr
Hel kylling, fersk – 25 kr
Fuldkornskydderboller, 2 ps. – 20 kr
Madlavningsfløde – 7 kr
Mælk, 1 l. – 6 kr
Pasta – 5 kr
Hakkede tomater, 2 pk. – 8 kr
Porrer- 12 kr
Ærter (frost) – 12 kr
Majs, 1 ds – 4 kr
Tomatpuré, 2 ds – 5 kr
Kokosmælk – 9 kr

Samlet pris = 342 kr

Sådan ser det ud den kommende uge. Nogle gamle kendinge og nye oplevelser, som jeg håber både store og små vil tage godt imod.

Må I have en god uge, og så læses vi ved igen i næste uge, hvor det endnu engang er tid til en madplan.

God pinse og bon appetit
Mvh.

Mette K

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

3 Kommentarer

  • Svar Kaj hansen 4. juni 2017 at 9:45

    Hej
    Denne side er en rigtig god ide jeg hat dog en komm3ntar til æggekagen undgå mel og bagepulver pisk den godt og bag den også i ovnen den bliver meget mere lækker

    • Svar Pernille 4. juni 2017 at 20:49

      Hej kaj.
      Sjovt du skriver det, for sådan har jeg altid lavet æggekage. ..dog på en stegepande og så i ovnen med stegepanden. Men prøvede denne version med mel og bagepulver og mine børn var helt vilde med den ..også med konsistensen og den er så tilmed mere økonomisk. Så den er helt klart en af yndlingsretterne herhjemme selvom jeg nok ind imellem stadig vil lave den mere omelet agtige udgave uden mel og bagepulver 😉

  • Svar sanne nielsen 4. juni 2017 at 21:44

    dælme godt gået..og god inspiration til det tradionelle madtak

  • Skriv en kommentar