Madplaner

Madplan uge 21

Sommeren er på vej, og det har været tydeligt i den forgangne uge. Sikke et skønt vejr vi har haft! Det sætter også sit præg på den kommende uge, hvor én af familiens sommerklassikere kommer på menuen. Min barndoms koldskål. Det er skønt, når grillen kører – og solen varmer den vinterblege krop. Vi har heldigvis en god udestue, hvor denne uges madplan er blevet skabt. Den samlede pris for 7xaftensmad til 2 voksne og 2-3 mindre børn er 342 kr. og der er i denne uge handlet ind i Netto.

Kunne det gøres billigere? Ja, det kan det helt sikkert godt, som det bl.a. kan ses i min Sidst-på-måneden-madplan, men jeg tænker det er et fint niveau med både kød og mange grønsager, hvilket er grunden til mit overordnede budget ligger her.

Følg i øvrigt med på min Facebook-side Budget-familien.dkfor at sikre jer kommende madplaner og andre indlæg.

Men – nu til ugens madplan, og indkøbsseddel ligger som sædvanligt sidst i indlægget.

Mandag: Kyllingedeller med stegte grønsager og ris
Anvendes – 2 pk. rørt kyllingefars, 4 ps. ris, grønsagsblanding, salt og peber.
Opskrift: Steg kyllingefarsen på panden til frikadeller. Kog risen i letsaltet vand. Steg grønsagerne på panden med salt og peber.. Når risene er kogt, kan det hele serveres hver for sig, eller risen kan blandes med grønsagerne.

Tirsdag: Koldskål med kammerjunker
Anvendes – 1 l kærnemælk, 2 l tykmælk, vaniliesukker efter smag, (minimum) 8 spsk sukker, 2 ps. kammerjunker.
Opskrift: Kærnemælk og tykmælk piskes sammen. Sukker og vaniliesukker blandes i, og koldskålen smages til. Tilsæt mere sukker og vaniliesukker efter behov. Husk at piske godt. Koldskålen serveres med kammerjunker ved siden af. Den smager også rigtigt godt, hvis I har jordbær eller lignende frugt at blande i.

Onsdag: Pastasalat med skinke
Anvendes – 500 g pasta, 200 g champignon, 1 snackpeber i tern, 3-4 gulerødder i tern, 1 finthakket rødløg, ½-1 agurk i tern, ½-1 ds majs, 1 pk skinke i strimler, dressing.
Opskrift: Kog pastaen og stil den til afkøling. Når den er blevet afkølet, blandes pasta, skinke og grønsager i én skål og serveres med dressing ved siden af.

Torsdag: Pasta med kødsovs og broccolimix
Anvendes – 1 pk rørt kyllingefars, 2 pk. hakkede tomater, 1 rødløg i tern, 2 fintsnittede gulerødder 1 snackpeber i tern, 125 g champignon, resten af majsen, 500 g pasta, 1 broccolimix (frost). Salt, peber, tørret basilikum og timian.
Opskrift: Steg løg gyldent i en stor gryde, ved middel varme. Tilsæt kyllingefarsen og lad det brune. Hæld krydderier ved. Tilsæt de resterende snittede grønsager, og varm det godt igennem. Tilsæt de hakkede tomater, og lad det koge op igen. Herefter hældes vand ved, til der er en tilstrækkelig sovs i gryden. Kog det op og lad simre videre. Hvis det er nødvendigt, kan den jævnes ved at ryste mel og vand sammen i en meljævner og tilsætte sovsen. Det er vigtigt, sovsen får lov til at koge godt igennem, hvis den bliver jævnet. Kog pastaen og broccolimixen i letsaltet vand, og server sovs, pasta og grønsager i hver sin gryde.
EDIT: Jeg har ikke prøvet dette fars til kødsovs, kun til deller. Inden I køber, skal I derfor lige vurdere om det er velegnet til det. Er det ikke det, er der tilbud på hakket oksekød til 25 kr – her vil I så gå 8 kr over budgettet, eller I kan kigge  skuffen med datovarer – men jeg håber da kyllingen kan bruges. 🙂

Fredag: Grillede pølser med bagte kartofler og bønnesalat
Anvendes – 2 ps. pølser, 1,5 kg bagekartofler, smør, grønne bønner (frost) 1 bæger fetaost, 2-3 rødløg i tynde strimler. Salt og smør.
Opskrift: Tænd ovnen på 200 g. Vask og tør kartoflerne GODT. Skær et kryds på overfladen af kartoflerne. Drys med salt ovenpå. Lad dem stå i ovnen i 1-1½ time, til krydset “folder op”. Når de gør det, er kartoflerne færdige. Sænk de frosne bønner ned i letsaltet kogende vand, og kog dem op i få minutter, så de stadig har bid. Smuldr feta-ternene så godt du kan, og bland med løg og bønnerne når de er kølet af. Grill pølserne på pande eller grill og server.

Lørdag: Fladbrød med toppings
Anvendes – Hvedemel, bagepulver, 200 g tørret skinke, 1 icebergsalat, 500 g tomat i skiver, 1 agurk i skiver og dressing efter smag.
Opskrift: Hvert fladbrød laves af 3-4 dl hvedemel, 1,5 tsk. bagepulver og ca. 1 dl vand. Bland mel og bagepulver i en lille skål, og tilsæt vandet lidt af gangen. Bank det fladt på bordet med hånden, det må gerne have et rustikt look. Stik huller i med en gaffel (vigtigt). Steg dejen i fedtstof på panden, et par minutter på hver side. Det kan enten være som ét stort fladbrød, eller flere små. Det kommer an på hvad I foretrækker. Snit agurk, tomater og salat. Server det lune brød med dressing, skinke og grønt ovenpå. Vi plejer at spise 2-3 pandestørrelse brød.
Jeg ved godt, det er svært at forestille sig det bliver til et brød, men bare rolig. Det skal nok blive godt. 🙂

Søndag: Wok med karry, nudler, kylling og grønsager
Anvendes – 350 g fersk kyllingefilet, rester af grønt fra ugens løb i mundrette størrelser, 1 ps wok-grønt (frost), 1 pk nudler, karry, salt og peber.
Opskrift: Kyllingen skæres i tynde strimler, og steges i wokken. Karry tilsættes og ristes af. De resterende friske grønsager tilsættes, og det varmes op. De frosne grønsager hældes ved og det steges igennem. Smag til med karry, salt og peber. Nudlerne koges i letsaltet vand, og hældes enten i wokken eller serveres i en gryde ved siden af.

Indkøbsliste til Netto:

Rørt kyllingefars, 3 pk á 300 g – 27 kr
Ris – 4,5 kr
Gulerødder, 1½ kg – 9 kr
Snackpeber, 500 g – 12 kr
Majs, 1 ds – 4 kr
Pasta, 2 ps – 9 kr
Kyllingefilet, fersk, 350 g – 25 kr
Grønsagsblanding, frost – 10,5 kr
Dressing, 8 kr
Kammerjunker, 2 ps á 300 g – 12 kr
Kærnemælk, 1 l – 7 kr
Tykmælk, 2 l – 20 kr
Vaniliesukker, 15 kr
Tomater, 500 g – 10 kr
Iceberg – 10 kr
Agurk, 2 stk – 14 kr
Lufttørret skinke, 200 g – 18 kr
Nudler – 5 kr
Rødløg, 1 kg – 8 kr
Broccolimix (frost) – 9,5 kr
Hakkede tomater, 2 pk – 8 kr
Champignon, 500 g – 13 kr
Wok-grønt (frost) – 10,5 kr
Pølser, 2 ps á 480 g- 20 kr
Grønne bønner (frost) – 11 kr
Feta-ost – 17 kr
Bagekartofler, 1½ kg – 15 kr
Skinke i strimler – 10 kr
Samlet pris i Netto: 342 kr

Jeg ser frem til endnu en uge som budget-familie, og håber vi læses ved igen i næste weekend.

Bon appetit!

Mette K

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar