Tips og idéer

Datovarer!

Datovarer!  Jeg er helt vilde med dem. De er en stor hjælp til en trængt økonomi – såvel som for miljø og affaldshåndtering. Det er ren win-win situation. Selvom jeg lægger en billig madplan (som I jo kan finde og følge med i herinde), så er datovarer et skønt supplement til husholdningen. Enten som erstatning for nogen af de varer jeg ellers skulle bruge i min madplan, eller til fryseren, til en uge, hvor reklamerne ikke er optimale for en billig madplan.

Langt de fleste butikker har flere skuffer eller lignende, hvor de lægger varerne, så det er nemt og overskueligt, fordelt ved både kød, brød, grønt og kølevarer – men det er forskelligt fra butik til butik, hvordan de griber det an. Her er det nødvendigt med lidt research på egen hånd. Ellers spørg jer frem.

I dette indlæg vil jeg præsentere en gryderet næsten udelukkende baseret på datovarer. Det er kun gulerødder, nudler og det kvarte hvidkål, der var i reklameavisen. Til retten er der brugt:

402 g oksekøds woktern i marinade – 20 kr
1/4 hvidkål – 3 kr
2 gulerødder – 2 kr
250 g champignon – 5 kr
1 kg jordskokker – 10kr
2 x 250 g fuldkornsnudler – 5 kr

Det er en samlet pris på 50 kr. til 2 dage!
Som I kan se, var der rigeligt af det endelige resultat, til 2 x aftensmad og en frokost.

Og på tallerkenen, er den brune farve knapt så fremtrædende 😉

Samme dag, kom jeg også hjem med følgende lille skat af nedsat brød. Det er næsten surrealistisk, at jeg kan blive så glad for at se et gult klistermærke – men også kun næsten. 😀

Jeg håber, I også bruger datovarerne i jeres lokale supermarked. Hvis ikke, er det bare at komme i gang. Der er ikke noget at miste ved det, for hverken dig – butik eller miljøet.

Vi skrives ved!

Mette K

 

 

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar