Tips og idéer

Gratis oplevelser med børn i påskeferien

Nu nærmer påskeferien sig, og jeg ved at det med fridag og ferie virkelig kan få de små hår til at rejse sig i nakken – for når man er en familie på budget, er der sjældent overskud til alt for store armbevægelser i ferierne. Særligt med børn, kan det være en gyser, fordi man jo gerne vil gøre deres ferie spændende og anderledes end den almindelige hverdag.

Heldigvis er der rigeligt muligheder, hvis man er lidt opmærksom – Eller hvis man læser med her, fordi jeg gjort researchen for jer, og fundet en liste af
Gratis oplevelser med børn i påskeferien! 

Først, vil jeg præsentere Kongernes Jelling, et spændende og aktivt museum omhandlende Jellingstenene, Gorm den Gamle og den danske kongerække. Det lyder sikkert tørt og kedeligt at tage på museum, men det er virkeligt spændende. Særligt hvis man kommer på en guidet tur rundt. Så er der selvfølgelig Jellingstenene i sig selv, og kirken hvor Gorm den Gamle er begravet nu. Kirken kan man undvære, men det er en god idé at tage trapperne op af gravhøjene og nyde udsigten – både af Jelling, men også den overraskende årsag til hvorfor gravhøjene er placeret som de er. Der er altid gratis entré i både museum og kirke, til både børn og voksne. Vi har været der ved flere lejligheder, og det har absolut været besøget værd.
http://natmus.dk/museerne/kongernes-jelling/

Rundt om i landet er der masser af Besøgsgårde, som er for kommunens børn. Det er gårde, som er drevet af de børn og voksne, der kommer på besøg, og man kan her være med til at passe dyrene på gården. Fx findes der Toftegården i Albertslund eller Smidstrup farmen ved Smidstrup i Nordsjælland. Der findes næsten med garanti også én i nærheden af dig.

Til de med lidt større børn, kan man Geocache. Geocaching er en form for orienteringsløb, hvor man skal finde nogle “skatte” forskellige steder i omegnen. Der er mange af disse spots, og det er gratis at oprette sig, og det eneste det kræver er en Geocaching app, som kan hentes til både Iphone og Android. Når man har fundet skatten, kan man lægge en skat, så andre kan se du har været der.
https://www.geocaching.com/play

Også Trelleborg ved Slagelse lokker med gratis entré. Det er et vikingemuseum, bygget omkring den store vikingeborg Harald Blåtand lod opføre i 980. Der er endda særlige aktiviteter i påsken.
http://natmus.dk/museerne/trelleborg/

Bibliotekerne udbyder også en del aktiviteter, ikke kun i påsken. Udover det åbenlyse med at låne bøger og film, eller spille et brætspil i børneafdelingen, arrangerer rigtigt mange biblioteker også særlige events, såsom dukketeater, kreative værksteder, forestillinger og lignende, hvor nogle er gratis. Se på dit eget biblioteks hjemmeside for at undersøge mulighederne der.

Glyptoteket i København, et kunst- og kulturhistorisk museum, har gratis entré om tirsdagen. Jeg har aldrig været der, så har ikke nogen personlig erfaring, men det er da værd at undersøge om det er interessant for dig.
http://www.glyptoteket.dk/besoeg/information

Og så er der jo de helt oplagte, særligt hvis vejret er med os. Pakke madpakken og tage en tur til stranden, skoven, engen, bakkerne, eller hvad man nu finder omkring sig. Én af de mange naturlegepladser, byggelegepladser osv., rundt om i landet, ligger jo også lige for til at besøge og bruge.

Ja, der er faktisk masser af gratis fornøjelser her i ferien, både med og uden børn. Nogle af dem har jeg selv prøvet, mens andre er fundet ved en Google-søgning. Da alle mine indlæg bygger på egen erfaring og research, får du den ærlige mening og anbefaling.

Hvis der ikke er noget af det ovennævnte, der falder i lige netop din smag, er der mange andre muligheder lige omkring dig, det er jeg sikker på. Jeg har kun nævnt en brøkdel af dem jeg fandt – så det er bare i gang. Det skal nok blive en god ferie, også selvom man er en budget-familie.

God ferie!

Gule påskekyllingehilsner fra
Mette K

Følg med på Facebook her, hvor jeg løbende vil lægge alle indlæg på
https://www.facebook.com/budget.madplan/?fref=ts

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar